Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Til min far (Da han tok avsked) - Til Erika Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE OG SANGE 95
Og hvis den kvinne som jeg skride lot
i troens solglans og med ærbart mot,
av kvinner kjænnes, da det vel tør hænde,
at de min ejegode moder kjænne.
Og nu, I sætter jer til aftenhvile
fra tungvint dagværk og fra mange strider,
og taler sammen om henfarne tider,
om mangt et livstræt skridt de tusen mile, —
nu vil som solen over vintersne
en takk-fyllt glæde inad ruten se,
og hårde minner med sit skin forgylle,
så livet samler sig i troens fylle.
Men ingen takker dog så varmt som sønnen,
for hvem I levede i angst og bæven
fra vingens aller første sagte svæven,
og hvem til Gud I bar hvær d^ç i bønnen.
O, vid, når blodet mig for voldsont jog,
det var som hænder om mir node tog,
og tit når stille jeg i anger blødte,
det var som eder jeg hos Herren møtte.
Se, derfor beder jeg om at få kraften
til nu (for livet skal vi atter mødes,
og håb hos minner under skjæmt forsødes)
at kunne skjænke dem en dejlig aften!
O lad, når barnebarn på armen le,
dem rigtig morgen i sin aften se!
Så lægger glade de engang i døden
sit hvite hode in i morgenrøden.
TIL ERIKA LIE
Når de norske egne
sig i toner tegne,
er der ikke fjælle allevegne, —
også lange sletter,
som i sommernætter
dugg-glans imot morgnen sætter.
Også store skover,
som i lange vover
hele Glommendalen skyller over, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
