Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Til Johan Sverdrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE OG SANGE 99
vi vet vi sejrer slag i slag;
din kamplur de med rædsel hører.
Vi ser de viger, mens de hugger,
vi ser de bruker bakhold helst:
dit hode like frit og frælst
i talens tanke-dønning vugger.
Vi ælsker dig for dette mod,
som altid foran fanen stod,
vi ælsker ævnen som tør hærde
sit stål — som din hvær tid paa færde,
vi ælsker din forvovne vakt
i savn, i sygdom og foragt,
vi ælsker, at du gav os alt,
din fred, din fremtid, da det gallt,
vi ælsker dig — alt had til tross! —
fordi du turde tro på os.
Hvor kan de håbe, at det går
nu baklængs mer! Nej, år for år,
fremad i frihed og i sang,
fremad i norskhed og i glæde:
hvem magter vel i vejen træde
århundreders forløste trang?
Ej folket deles mer, ej magten.
På fredens ting, på krigens tilje
ett vakthold kun om frihedspakten,
ett folk, og én, kun én, én vilje.
Den ånd som i vort morgengry
de frie guders samfund drømte,
så stort om alt det store dømte, —
må evig det uægte sky.
Den ånd som viking-snækken bygde,
straks kongebud dens frihed skygde, —
som, truet, høj mot Island svang
på kjæmpery og kjæmpesang,
og derfra over alle tider —
den får man næppe tam omsider.
Den ånd som i Hjørungavåg
for tusen år brøt fremmed åg —
som ingen konges magt fik fældet —
som ændog trosset pavevældet, —
den ånd som selv i svakheds stund
sat odelsfri på fædres grunn
og værget sig med munn og hånd
mot fremmed hær og fremmed ånd, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
