Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Godt mot (1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 DIGTE OG SANGE
Og folket klappet, jublet, lo,
da tigren sprang, og hæsten slo’,
men fik dog ej se blodet;
ti tigren tumlet att å bak
for hæstens landlig-plumpe slag,
og lå en stund på hodet.
Da hujet, hisset alle mann,
og kvinner med; balkonens rand
de hældte sig utover.
De skrek, de tirret tigrens mod,
de vilde alle have blod, —
og atter frem den vover.
Og folket jublet, klappet, lo,
da tigren sprang, og hæsten slo’;
— men blod de ej fik skue;
ti lykken hadde hæsten kjær,
og tigren kom den ikke nær,
men spæntes i en bue. —
Hvem vant til slut, det vet jeg ej.
Ti denne landsens hæst er jeg,
og kampen har ej ænde; —
men byen hvor den foregår,
og hvor den klap og jubel får,
den tør du kanske kjænne! —
Jeg kjæmper helt foruten had;
det som jeg ælsker, gjør mig glad,
skjønt varm og vred tillike.
Det er mit blod, min sjæl, der går
i hvær en linje som jeg slår,
og derfor går de like.
Men som jeg står her nu idag,
jeg har ej hævn, jeg har ej nag
mot nogen mann på jorden.
Giv så igjæn litt hjærtelag
til den som bare mente sag,
og ælsker hele Norden! —
Selv går jeg på min sangervej
med ærefrygt først in til dig,
du største ånd i Norden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
