Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Frederik Hegel - Edvard Grieg (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164 DIGTE OG SANGE
Jeg kjænte én: i høstens klarhed
hans jævne gang...
hans hjærtes trang —
høsthimlens farvefine varhed.
Hans minne er som — når de true,
de første gust
av vintrens pust —
den første varme i min stue.
Når længslen utadtil får ændskap,
og somrens sinn
slår in, slår in,
er høstens tempelfæst for venskap.
EDVARD GRIEG
(1899)
Han gik her ved min side,
den store toneskald,
jeg hørte elven glide
med et skjønnere fall.
Og aldrig før i værden,
så ofte jeg gik turen,
forstod jeg helt hvor kjær den
var blet mig her, naturen.
Skjønt fuglene var fløjne,
det rundt i skogen sang.
Det kom vel av hans øjne,
der så kviddrende svang.
Det kom vel av hans tanker
og deres lyse voner.
Når de i skogen vanker,
så går de vel på toner.
Mon var det vore minner
i høstens luft som klang,
og gav den dette tindr
av vor ungdom en gang?
Mon hører han og hænter
— i skogens bange varhed —
en sang av dem, han vænter
i høstens lange klarhed?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
