Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Første sang - Annen sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 183
midt i julefæst,
klarvejr og blæst, —
Norge ligger lys i lys ned for dem.
Går d’ikke fykende,
går d’ikke rykende:
„her er landet; nu er I frælst.
Hels konning Olav; ti ham jeg aller helst
iblant alle mænn
valte til ven, —
skjænk ham med min helsing denne sølv-disk !ft
Går d’ikke fykende,
går d’ikke rykende,
vinden vifter, avsted han står,
under hans gullhjælm flagrede hans hår,
og hans kjæmpekrop
ragede op
over lave fjællbjørk nedad lien.
ANNEN SANG
PÅ VINTERTINGET
År var omme med år igjæn
siden hin skifærd nordpå;
hverken de flygtende spurtes
eller den jagende flokk.
Annet lå folk på sinne nu,
uår på bøen, kvægran tilfjælls;
mismot hvor tvenne møttes,
stilt ved hvært arnested.
Tungt tok stormen i gamle trær,
vinteren red over sletten;
ute stod bondens korn, og kulden
brøt det skjælvende ned.
Granen føk full. Men bjørken
ristede rædd hvær sneflokk av.
Alle de lave busker
bøjedes ned og frøs.
Mæt lå vinteren, lydde
efter de store stormer,
om de snart bragte regnet med
eller et bud fra Syd, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
