Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Første sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 ARNLJOT GELLINE
Går (fikke fykende,
går cTikke rykende,
nu nedover i sno og mjell,1
ingen kan se dem, og ikke ser de selv,
bare troll og dyr
ser, men de flyr...
Holdt! Én skåle finnes gjæmt i skogen.
Gik d’ikke fykende,
gik d’ikke rykende,
in de krøp, gjorde straks op ild,
mat bar han frem, og de kviknede så til,
og for søvn at få,
hoppede han på
hjællen, hivde mænn og våben efter.
Gik d’ikke fykende,
gik d’ikke rykende, —
nu kom Jæmternes trætte trop,
hundene gnællede, hoppet ænde op,
men så fant de ben,
gnaget og gren, —
snart så lå de, hund ved mann, og snorksov.
Gik d’ikke fykende,
gik d’ikke rykende,
in krøp en trollkjærring, sulten og kåt,
slagtede hundene, stekte dem og åt,
tok så mann for mann,
la dem på brand,
åt dem, mens hun lugtet efter flere.
Gik d’ikke fykende,
gik d’ikke rykende,
ned fra hjællen et langspyd kom,
in gjænnem ryggen og ut av hennes vom,
og hun skrek og sprang,
langspydet slang,
trollet for på dør med brøl i skogen.
Går d’ikke fykende,
går d’ikke rykende,
tre mann oppe på ett par ski,
skogvejer, fjællvejer, bygderne forbi
1 mjell = løs, let sne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
