Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Annen sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 191
Og for tanken går Vikar frem,
sådan som tit han stundet;
i hans store, blå øje
sitter jeg atter og ser.
Sitter og ser i hennes med,
som jeg på isen frælste,
de var næsten som Vikars,
derfor de drager mig.
Kan jeg da stundom sige mig selv,
freden er god at vinne;
jeg skal gjøre ett eneste kast
ut efter den ænnu.
Hører mig nu, I Jæmtlands mænn,
kommen jeg er til eder: —
Er I så træt som Arnljot Gelline
av den svigfulle krig;
føler I nu så tungt som han,
at fra den dag I ham røvet
lov-ly, fosterland, fædres arv,
nyder I eders ej?
Vel, så giv ham hvad helst han vil:
Ingigerd Trands datter og hennes gods,
dertil lov-ly og fosterland,
og her er fred igjæn! —
Trand, du var med hin røde nat,
skyller at give bot: Svar nu!
Ingigerds lange, gule hår
holdt min hånd til idag.“
Taust blev det rundt på tunet;
bluss var der tændt og skinnede på
spørgende miner, sænkede sværd;
rundt omkring var det nat.
Arnljot væntet; men intet ord
blinkende steg; han spejdet. . .
Tankerne sank og vuggende drev
over det folkehav.
Langsomt dæmrede bak dets bryn
fremtidens gråblå stripe. . .
Enten det blev forsonings-dag,
eller et nordlys kun;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
