Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Tredje sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 195
Mens de larmet og lo omkring ham,
hvisket han op:
„ Nylig hværvet jeg visstnok forgjæves,
hårfagre mø;
nu er du løftet av bryllupsstuen,
omsust av ild;
fæster-ølet har flytt på sneen,
blandet med blod.
Hævn-kjær er Arnljot,
ild-varm hans ælskov.
Nu har ænde hvad her jeg ønsket,
nu kan vi ty
trøstig til Olav og hær-lodd tage,
nu tør vi drage
dit hvor dit borg-led du helst vil binde,
gråt-linne brud!
Vor er værden, — din morgengave
alt hvad du vil.
Nævner kun du det,
jeg også når det.“
Intet nævnte hun, intet hun svarte,
gjæmte sit syn. . .
Tok han så fullere om henne, hvisket:
„Vil du som jeg,
flyr vi fra alle og alt i værden,
bygger vort bo
ene som ørnen, højt over hopen,
helst ved et hav —
favnes og færdes
og idræt fanger.“
Hovedet hævet hun, rank i sætet
rejste hun sig;
nordlys lekte på stjærnebuen,
isnende kold
klar-nat var det; blek som døden
skuet hun ut.–––
„Tal, du høje, hin kvæll på isen
var du ej taus;
øjet i tårer
stort talte til mig!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
