Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Ottende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 213
Hadde jeg alt, hvad styggt i værden,
sammen som her i samme hule!“ —
Baklængs krøp han med øjet på dem,
intil han var ved ytterste åpning,
rejste sig op og slog så ild,
samlede kvist og kvas og tør-ved,
tændte så tømret!
Ilden fattede, luftdraget drog,
op flammet bålet, vinden det førte,
røken slog vælter, bøjet og slikket
inover,
dyrene baklængs krypende, hylende
inover,
intet sig våget ytterst at ligge.
Og da så væggen stanset dem alle,
kravlet det ene over det andre,
intil de underste
bet i de øverste,
hvorfor snart alle,
ulven og gaupen, ræven og bjørnen,
alle i røk og blod og brøl
hylte og slet. . .
ænnu i siste dødskvalte gisp
lå de med tand i hværandres strupe.
Han som stod ute,
omsust av stormen, ren av regnet,
lyede længe.
Og da det siste hævnhyl, blodbrøl,
kvaltes til brum i flammebærget,
vændte han sig,
så i den drypp-våte tåke-skogen,
ned i den lergrå, svulnede elven,
op i de drivende skyer,
vandret så frem,
lydde på tordenens fall i det fjærne,
fjællenes svar,
følte sig vel i den rensede luft.
Ej var det længe han gik i fred.
Just som han slængte sig ned på en storsten
efter en vandring i bærg og bakker,
hørte han hule, pustende støn
op fra jorden.
Haugen i hængsler hang som en gynge,
jordbakken hævedes, og han hivdes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
