Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Niende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 ARNLJOT GELLINE
nådde de store gårder
og hvilte,
nådde til aften blank-fjord
i det fjærne.
Vejene som de fulgte,
bøjde langs åsen, dalen helt de sa,
skalderne kvad ved synet
i kvællen.
Først hørtes Tormods lur-mål,
ham som de kallte Kolbrunarskald;
livdes hvær mann ved røsten
og lydde.
Åser og storstammet skog
ham svarte.
„Landet vi ser,“ så kvad han,
„længes i kvæll til stordåd og til blod,
mættes det vil i møtet
vi går mot.
Men som det for os ligger,
livet vi for det våger og med lyst,
visst er det værdt et favntak
av kjæmper;
kongelig bejler til brud
vi følger!“
Var det den unge Torfinn,
hvitt var hans hår med hvite øjenbryn,
brun-stekt hans anlet, muntert
hans øje.
Kåpen var slitt, men sværdet
skinnede langt med tak og rem av sølv,
skjænket det var den glade
av kongen.
Sprængte han frem på sin hæst,
så kvad han:
„ Favner vi landet atter,
ikke til avsked, men med sejrens kraft,
favner jeg efter kampen
en kvinne!
Væntet hun har, den vene,
hørt efter hærskrik, lyet imot øst; —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
