Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274 SYNNØVE SOLBAKKEN
granskog, den eneste i vid omkreds. Ejerens oldefar hadde været
blant dem som lå i Holsten og væntet Russen, og fra denne færd
bar han mange fremmede og forunderlige frøsorter med hjæm
i tornistret. Dem plantet han rundt sine hus; men i tidens længde
var én efter én gåt ut; kun nogle grankongler, som sært nok var
kommet iblant, hadde sat stærk skog, og skygget nu husene til alle
sider. Holstenfareren hadde hett Torbjørn efter sin bestefar,
hans ældste søn Sæmund efter faren, og således hadde på den
gård ejerne skiftevis hett Torbjørn og Sæmund — op i
uminnelige tider. Men det ord gik, at i Granlien hadde blot annen
hvær mann lykken med sig, og det var ikke han som het
Torbjørn. Da den nuværende ejer, Sæmund, fik den første søn,
tænkte han mangehånde derved, men turde dog vanskelig bryte
slægtens skik og kallte ham derfor Torbjørn. Grunnet han da
over, om ikke gutten kunde opdrages slik, at han kom forbi den
skjæbne-sten snakket hadde lagt i hans vej. Han var ikke rigtig
viss på det, men han syntes mærke stridigt sinn hos gutten;
„det skal plukkes ut“, sa han til moren, og såsnart Torbjørn
var blet tre år, satte faren sig stundom hen med et ris i hånden,
tvang ham så til at bære alle vedtrær tilbake på sin plass, ta op
igjæn den kop han hadde kastet, klappe katten som han hadde
kløpet. Men moren gik gjærne ut, når det sinn kom over faren.
Sæmund undredes ved, at alt som gutten blev større, var der
mere at rette hos ham, og det uagtet han stedse blev strængere
medfaren. Han holdt ham tidlig til boken, og lot ham gå med
på marken for at kunne ha et øje med ham. Moren hadde stort
hus og småbarn; hun kunde ikke mere æn klappe og formane
sønnen, hvær morgen hun klædde ham på, og tale sagte med
faren, når helligdagene samlet dem. Men Torbjørn tænkte, når
han fik hugg, fordi a-b sa ab og ikke ba, og fordi han ikke hadde
lov at gi lille Ingrid ris, som faren gav ham: „Det er dog
underligt, at jeg skal ha det så slemt, og alle småsøsknene mine skal
ha det så godt.“
Da han var mest omkring faren, og han ikke turde tale
synderligt til ham, blev han ordknap, skjønt ikke fåtænkt. Engang
unslap det ham dog, mens de drog på det våte høj: „Hvorfor er
alt højet tørt og inne derover på Solbakken, og her er det vått?“
— „Fordi de har oftere sol æn vi.“ — Det var første gang han
la mærke til, at den solglans der borte, han titt hadde sittet og
glædet sig ved, stod han selv utenfor. Siden den dag fallt hans
øjne oftere på Solbakken æn før. „Sit ikke der og gap,“ sa
faren og gav ham et puf; „ herover må vi slite det vi kan, både
liten og stor, skal vi få noget i hus.“
Sæmund skiftet tjenestegut, da Torbjørn kunde være omkring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
