Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 275
de syv-otte. Aslak het den nye, og han var nok allerede
vid-rejst, skjønt han blot var unggutten ænda. Den kvæll han kom,
var Torbjørn gåt til sengs, men den næste dag han sat og læste,
slog én døren op med et sådant spark som han aldrig hadde
hørt før, og det var Aslak, som kom drivende med et stort fange
ved, — slængte det med fart ned på gulvet, så skierne føk til
alle sider. Selv hoppet han højt i vejret for at trampe sneen av
sig, og for hvært hopp ropte han: „Det er koldt, sa trollbruden,
hun sat i is til bæltet!“ Faren var ikke inne, — men moren
sopte sneen sammen og bar den stilltiende ut. „Hvad glaner du
efter?“ sa Aslak til Torbjørn. „Ikke efter noget,“ svarte denne,
ti han var rædd. „Har du set den hanen som du har bak i
boken der?“ „Ja.“ „Han har fullt av høns omkring sig, når
boken er lukket i — har du set det?“ „Nej.“ „Så se efter!“
Gutten gjorde så. „Du er en tosk!“ sa Aslak til ham. — Men
fra den stund hadde ingen den magt over ham som Aslak.
„Du kan ingenting,“ sa Aslak en dag til Torbjørn — denne
piltet som sædvanlig efter ham for at gi agt. ,Jo, jeg kan til den
fjærde part.“ „Pytt! Nej, du har ikke engang hørt om trollet,
som danset så længe med jænten, til solen rant, og det revnet som
en kalv der har spist surmælk!“ I sine levedager hadde Torbjørn
ikke hørt så meget kunskap på én gang. „Hvor var det?“ spurte
han. „Hvor? — Ja det — jo, det var borte på Solbakken der!“
Torbjørn stirret. „Har du hørt om ham som solgte sig til fanden
for et par gamle støvler?“ Torbjørn glæmte at svare, så
forundret var han. „Du tænker vel på hvor det var — he?–––-
Det var også borte på Solbakken der, rigtig like ned i den bæk
du ser!–––––-Vorherre bevar os! Det står dårlig til med
din kristendomskunskap,“ sa han videre. „Du har vel ikke engang
hørt gjeti henne Kari Træstakk?“ Nej, han hadde ingenting hørt.
Og mens Aslak nu arbejdet fort, fortalte han ænnu fortere, —
og det var om Kari Træstakk, om kværnen som malte salt på
havsens bund, om fanden med træsko på, trollet som fik skjægget
fast i en træstamme, de syv grønne jomfruer som nappet håret
av Skytterpers lægger, mens han sov og umulig kunde vågne —
og altsammen foregik borte på Solbakken. „Hvad i Guds navn
går der av gutten?“ sa moren den næste dag. „Han har nu ståt
på knæ der borte på bænken og set utover til Solbakken, fra
det blev lyst.“ ,Ja, idag har han det travelt,“ sa faren, som
lå og hvilte sig den lange søndag. „Å, folk siger at han har
fæstet Synnøve Solbakken,“ sa Aslak; „men folk siger også så
meget,“ la han til. Torbjørn forstod det ikke rigtig, men blev
dog ildrød over det hele ansigt. Da Aslak gjorde opmærksom
herpå, krøp han ned av bænken, tok sin katekismus og satte sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
