Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 SYNNØVE SOLBAKKEN
Så svarte hun:
Gulldronning,
perledronning,
hør nu litt på mig!
Jeg vil ej være kjæresten din,
jeg vil ej have kåpen fin
av fløjel og gull,
av perler full.
Ditteli, dutteli, deja —
og solen skinner på heja!
Men som nu denne lek var best i gang, kom faren in og satte
øjet visst på ham. Han trykket Ingrid tættere i fang og fallt
slet ikke av stolen. Faren vændte sig bort, sa ingenting; en halv
time gik, han hadde ænnu intet sagt, — og Torbjørn vilde næsten
begynne at være glad, men turde ikke. Han visste ikke hvad
han skulde tro, da faren selv hjalp til at klæ ham av; han begynte
så småt at skjælve igjæn. Da klappet faren ham på hodet og strøk
hans kinn; det hadde han ikke gjort, så langt tilbake gutten kunde
huske, og derfor blev han så varm om hjærtet og over den hele
krop, at frygten rant av ham som is for solstik. Han visste ikke
hvorledes han kom i seng, og da han hverken kunde gi sig til
at synge eller rope, la han hænderne stille overkors, bad Fadervor
seks ganger fremlængs og baklængs, ganske sagte, — og følte,
idet han sovnet in, at der var dog ingen på Guds grønne jord han
holdt slik av som far sin.
Den næste dag vågnet han i en forfærdelig angst, fordi han ikke
kunde skrike; ti han skulde nu allikevel ha pryl. Da han slog
øjnene op, mærket han til stor lettelse, at han bare hadde drømt
det, men mærket også snart, at en annen skulde nætop ha pryl,
og det var Aslak. Sæmund gik op og ned ad gulvet, og Torbjørn
kjænte nok den gang. Den noget lille, men undersætsige mann
så en og annen gang under de buskede bryn således hen til Aslak,
at denne nok følte hvad der lå i luften; Aslak selv sat oppe på
bunden av en stor tønne, ned ad hvilken hans ben dinglet eller
krøket opover. Han hadde som sædvanlig hænderne i lommen
og huen på hodet trykket let ned, så at det tykke, mørke hår
stak i dusker frem under skyggen. Den litt skjæve munn var
ænnu skjævere, det hele hode holdt han litt på skakke, og så til
Sæmund fra siden av under halvt tillukkede øjenlåk. „Ja, gutten
din er gal nok,“ sa han; „men værre er det, at hæsten din er
trollskræmt.“ Sæmund stanset: „Du er en gap!“ sa han, så det
drønet i stuen, og Aslak lukket øjenlåkene ænnu tættere til. Sæmund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
