Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 277
sige noget til far, når han kom hjæm; men at be derom fik han
ikke over sig. Alt han så på, skiftet utseende, og stueuret sa:
Bank, bank — bank, bank! Han måtte op i vinduet og se på
Solbakken. Den alene lå tilsnedd, stille, og perlet i solen, som
bestandig; huset stod og lo ut av alle ruter, og der var visselig
ikke en eneste itu. Røken for forfærdelig glad op av pipen, så
han kunde forstå, at de også der kokte for kirkefolket. Der gik
bestemt Synnøve og så ut efter far sin, og skulde slet ikke ha
hugg, når han kom hjæm. Han visste ikke hvad han skulde ta
sig for, og blev på én gang så kjærlig mot sine søstre, at det var
ingen ænde på det. Ingrid var han så god mot, at han gav henne
en blank knap, som han hadde fåt av Aslak. Hun tok ham om
halsen, og han tok henne om halsen: „Kjære vesle Ingrid min,
er du sint på mig?“ — „Nej, vesle Torbjørn! Du kan gjærne
kaste så meget sne på mig som du vil.“ Men dér trampet en sneen
av sig i svalen! Det var ganske rigtig faren; han syntes mild og god,
og det var ænnu værre. „Nu?“ sa han og så sig omkring, — og det
var forunderligt, at ikke stueuret ramlet ned. Moren satte maten frem.
„Hvordan står det til her?“ spurte faren, idet han satte sig og
tok skeen op; — Torbjørn så på moren, så tårerne kom ham i
øjnene. „Å — jo,“ sa hun rent utrolig langsomt, og hun vilde
sige ænnu mere, det så han nok. Jeg gav Aslak lov til at gå
ut,“ sa hun. — Det var nu den gang, tænkte Torbjørn; han
tok på at leke med Ingrid, som om han ikke tænkte på nogen
værdens ting. Så længe hadde faren aldrig spist, og Torbjørn
gav sig tilsist i færd med at tælle hvær bit; men da han kom til
den fjærde, vilde han se hvor meget han kunde tælle op mellem
den fjærde og femte, og således gik det i stykker for ham.
Ændelig rejste faren sig og gik ut. Ruterne, ruterne! — klirret det for
ørene på ham, og han så efter om de var hele, de som var i
stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik også moren ut.
Torbjørn tok lille Ingrid i fang, og sa så blidt, at hun måtte
forundret stirre på ham: „Vi to skal leke gulldronning i enge,
vi!“ Det vilde hun da gjærne. Og så sang han, mens benene skalv
under ham:
Vesle blomme,
enge-blomme,
hør nu litt på mig!
Og vil du være kjæresten min,
så skal du få en kåpe fin
av fløjel og gull,
av perler full.
Ditteli, dutteli, deja —
og solen skinner på heja!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
