Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En stund efter sat Ingebjørg i stuen, Torbjørn klædde sig,
faren gik atter op og ned, drak nu og da litt vand; men hånden
dirret slik, at vandet fløj over koppen og klasket i gulvet. Aslak
kom ikke in, og Ingebjørg gjorde om litt mine til at gå ut. „Bliv
inne,“ sa han — som var det ikke til henne han talte, og hun blev
inne. En stund efter gik han dog selv. Han kom ikke in igjæn.
Torbjørn tok sin bok og læste uavladelig, uten at se op, skjønt
han ikke samlet én sætning.
Et stykke længre frem på formiddagen var huset i sin gamle
orden, skjønt alle hadde en følelse over sig som efter et fremmed
besøk. Torbjørn våget at gå ut, og den første han møtte utenfor
døren, var Aslak, som hadde læsset alt sit tøj på en kjælke; men
kjælken var Torbjørns. Torbjørn stirret på ham; ti han så stygg
ut. Blodet var klæbet fast til ansigtet og smurt vidt ut over, han
hostet og tok sig ofte for brystet. Han så en stund stilltiende på
Torbjørn, og så brøt han stærkt frem: Jeg liker ikke de øjnene
dine, gut!“ Dermed skrævde han over kjælken, satte sig og akte
nedover. „Du får se til hvor du finner kjælken!“ sa han og lo,
idet han ænnu en gang vændte sig og rakte tunge ad ham. Da
rejste Aslak.
Men i den uke som fulgte, kom lensmannen dit; faren var
stundom borte, moren gråt, og hun var også et par ganger borte.
„Hvad er det, mor?“ — „Å, Aslak har forvoldt det altsammen.“
Så en dag grep de lille Ingrid i, at hun sat og sang:
O du livsalige værden!
Nu er jeg lej av din færden:
jænten stikker foten frem,
gutten går fra sine fem,
matmor blander vand i mat,
matfar ligger lang og lat;
katten er den klokeste i huset,
han stjæler rømmen av kruset.
Der blev vel et spurlag efter, hvor hun hadde lært den
visestump. Jo, det var av Torbjørn. Denne blev meget rædd, og sa,
han hadde lært den av Aslak. Det sagdes ham da, at dersom
han selv sang eller lærte henne flere slike viser, fik han hugg.
Litt efter kom lille Ingrid til at banne. Torbjørn blev atter kallt
til, og Sæmund mente det var bedst, han fik litt av riset med det
samme; men han gråt og lovte så fagert for sig, at han slap for
denne gang.
Den næste prækensøndag sa faren til ham: „Idag skal du slippe
at gjøre ugagn hjæmme; du skal følge med mig til kirke.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
