Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Synnøve Solbakken
- Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ANNET KAPITEL
Kirken står i bondens tanke på et højt sted og for sig selv,
fredlyst, med graves højtid omkring, messens livlighed inne. Den
er det eneste hus i dalen hvorpå han har anvændt pragt, og dens
spir rækker derfor også litt længer æn det synes at række. Dens
klokker hilser langvejs hans gang dit den rene søndagsmorgen,
og han løfter altid på huen til dem, som han vilde sige dem et
„Takk for sist!“ Der er et forbund imellem ham og dem, som ingen
kjænner. Tidlig stod han vel i den åpne dør og lyttet til dem,
mens kirkefølget drog i stille tog forbi nede på vejen; far laget
sig til, men han selv var for liten. Han forbant da mangen
forestilling med denne tunge, stærke lyd, der regjerte mellem fjællene
en time eller to og ljomet fra det ene til det annet; men én var
uadskillelig fra dem: rene, nye klær, skinnende kvinner, pudsede
hæster med blankt sæletøj.
Og når de så en søndag ringer over hans egen lykke, der han
selv i splinternye, men for store klær går stø ved sin fars side og
skal første gang derhen, jo, da er der jubel i dem! Da kan de
vel slå alle dører op for hvad han vil få at se! Og på tilbakevejen,
når de larmer henover hodet, ænnu tungt og vuggende på sange,
messer, prækenord, der jager og jages av hvad øjet på samme
tid har optat: altertavlen, dragter, personer, — da hvælver de også
én gang for alle tak over dette samlede intryk, og vier in den
mindre kirke han herefter bærer i sit indre.
Litt ældre må han gjæte til fjælls; men når han den vakkre,
duggfulle søndagsmorgen sitter på stenen med kreaturene nedenfor
sig og hører kirkeklokkerne over deres bjæller, da blir han
tungsindig. Ti der klinger i dem noget lyst, let, lokkende dernedefra,
tanke om kjænninger ved kirken, glæde når man er der, ænnu
større når man har været der, god mat hjæmme, far, mor, søsken,
lek på vollen den glade søndagskvæll ... og det lille hjærte gjør
opstand i brystet. Men det ænder dog altid med, at det var
kirkeklokkerne som lød; han husker sig om og finner tilsist en halv
salmestubb, han kan; den synger han med foldede hænder og et
langt øje ned i dalen, siger så en liten bøn ovenpå, springer op,
er glad og støter i luren, så det skraller i fjællene.
Her i de stille fjælldaler har ænnu kirken sin særskilte tale til
enhvær alder, sit eget syn for ethvært øje; meget kan ha bygget
imellem, men aldrig noget over. Den står voksen og færdig for
konfirmanten; med oprakt finger, halvt truende, halvt vinkende,
for ynglingen som har gjort sit valg; bredskuldret og stærk
over mannens sorg; rummelig og mild over oldingen som er
træt. Midt under gudstjenesten inledes og døpes de små barn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0283.html
