Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 285
så lat. Men Randi passer kjørne, far og gutterne er i marken
eller også hjæmme.“ Dette fant han var en tilfredsstillende
forklaring. „Men hvær aften læser vi og synger vi,“ fortsatte hun,
„og det gjør vi om søndagen også.“ „Allesammen?“ „Ja.“
„Det må være langsomt . . . .“ „Langsomt? Mor, han si . . . .“
men så husket hun, at derhen skulde hun ikke. — „Du kan tro
jeg ejer mange sauer,“ sa hun. „Gjør du det?“ „Ja, tre går
med lam i vinter, og den ene tror jeg bestemt får to.“ „Så du
har sauer, du?“ — ,Ja, jeg har også kjør og griser. Har du
ingen?“ „Nej.“ „Kom bort til mig, skal du få et lam. Så skal
du nok se, at du får flere av det.“ „Det vilde være urimelig
trøjsamt.“ De stod litt: „Kunde ikke også Ingrid få et lam?“
spurte han. „Hvem er Ingrid?“ „Ingrid, vesle Ingrid?“ Nej,
henne kjænte hun ikke. „Er hun mindre æn dig?“ „Ja visst
er hun mindre æn mig, — såpas som dig!“ „Å nej! henne må
du ta med, hører du!“ Jo, det skulde han da. „Men,“ sa hun,
„da du får et lam, kan hun få en gris.“ Det fant også han var
långt klokere, og nu fortalte de litt om fælles kjænninger, hvorav
de rigtignok ikke hadde mange. Forældrene var færdige, og de
måtte gå hjæm.
Men om natten drømte han om Solbakken, og syntes han at se
bare hvite lam der borte og en liten lys jænte med røde bånd gå midt
imellem dem. Ingrid og han talte hvær eneste dag om at komme
derover. De hadde så mange lam og smågriser at passe, at de
visste ikke hvorledes de skulde vænde sig imellem dem.
Imidlertid undret de sig meget> over at de ikke kunde gå dit straks.
„Fordi om den vesle jæntungen har bedt eder?“ spurte moren;
„har du hørt slikt før?“ „Jaja, vænt nu til næste
præken-søndag,“ mente Torbjørn, „så skal I se.“
Den kom. „Du skal være så slem til at skryte og lyve og
banne,“ sa Synnøve da til ham, „at du ikke får lov til at komme,
før du har lagt det av.“ „Hvem har sagt det?“ spurte Torbjørn
forundret. „Mor.“
Ingrid var spænt på hjæmkomsten, og han fortalte henne og
moren, hvordan det var gåt. „Der kan du se!“ sa moren. Ingrid
sa ingenting. Men herefter passet både hun og moren på ham,
hvær gang han bante eller skrøt. Ingrid og han kom imidlertid
op at slåss om, hvor vidt „hunden fare i mig!“ kunde være at
banne eller ej. Ingrid fik pryl, og siden brukte han „hunden fare
i mig!“ hele dagen. Men om kvællen hørte faren det. „Jo, han
skal fare i dig!“ sa han og drev til ham, så han tumlet hen.
Torbjørn var mest skamfull for Ingrid; men hun gik om en liten
stund bort til ham og klappet ham.
Da et par måneder led frem, kom de begge over på Solbakken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
