Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 SYNNØVE SOLBAKKEN
Synnøve var siden hos dem, de atter der, og således under hele
opvæksten. Torbjørn og Synnøve kaplæste; de gik i samme
skole, og han blev tilsist flinkere, så flink at præsten tok sig av
ham. Men Ingrid gik det dårligere med, og henne hjalp de begge.
Hun og Synnøve blev så uadskillelige, at folk kallte dem Ryperne,
fordi de altid fløj sammen, og begge var meget lyse.
Det hændte sig ret som det var, at Synnøve slog sig vred på
Torbjørn, fordi han var vel vill av sig og raket i klammeri både
hist og her. Ingrid gik da altid imellem, og de var atter
godvenner som før. Men fik Synnøves mor høre om slagsmål, kom
han ikke på Solbakken den uke og knapt nok den næste. Sæmund
turde ingen fortælle om slikt; „han farer for hårdt med gutten,“
sa konen hans og påla alle taushed.
Som de nu vokste til, blev de alle tre fagre at se til, skjønt
hvær på sin måte. Synnøve blev høj og slank, fik gule hår, et
fint, skinnende ansigt med stille blå øjne. Når hun talte, smilte
hun, og folk sa tidlig, at det var velsignet at gå in under det smil.
Ingrid var mindre, men førere, hadde ænnu lysere hår, men et
ganske lite ansigt, der var bløtt og rundt. Torbjørn blev av
middelshøjde, men såre velvoksen, fik mørkt hår, dunkelblå øjne,
skarpt ansigt og stærke lemmer. Han plejde gjærne selv
fortælle, når han var vred, at han kunde læse og skrive likeså godt
som skolemesteren, og frygtet ellers ingen mann i dalen — uten
far sin, tænkte han; men det la han ikke til.
Torbjørn vilde tidlig konfirmeres; men derav blev der intet:
„så længe du ikke er konfirmeret, er du bare gutten, og jeg kan
bedre rå’ med dig!“ sa far hans. Sådan bar det da til, at han,
Synnøve og Ingrid gik til præsten på samme tid. Synnøve hadde
også væntet længe; hun var 15, i det 16de år. „En kan aldrig
nok, når en skal avlægge sit Gudsløfte,“ hadde moren altid sagt,
og faren, Guttorm Solbakken, hadde sagt ja dertil. Så var det
ikke rart, at et par friere begynte at vise sig, den ene en bedre
manns søn og den andre en rik nabo. „Det er dog for galt! Hun
er ænnu ikke konfirmeret!“ — „Ja, så får vi konfirmere henne
da,“ sa faren. Men herom visste Synnøve selv intet.
På præstegården syntes kvinnfolkene av præstens familie så
godt om Synnøve, at de tok henne in for at tale med henne.
Ingrid og Torbjørn stod igjæn ute blant de andre, og da en gut
sa til ham: „Så du slap ikke in med? De tar henne bestemt fra
dig!“ så kostet dette hin gut et blått øje. Fra nu av blev det en
skik blant de andre gutter at ærte ham med Synnøve, og det
viste sig også, at intet kunde sætte ham i større vrede. I en skog
opunder præstegården blev det tilsist og efter avtale et stort
slagsmål, der hadde dette til grunn; det vokste slik op, at Torbjørn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
