Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 SYNNØVE SOLBAKKEN
ryggen hen i det røde og brune lyng, og med hænderne opunder
hodet gav han ^sig til at stirre op i himlen, som den gik der blå
og skinnende bak de tætte trækroner. Det grønne løv og bar
fløt ut over den i en skjælvende strøm, og de mørke grener, som
skar igjænnem gjorde sælsomme, ville tegninger deri. Men himlen
selv var kun til at se, når et blad blaffet til side; længer borte,
mellem de kroner som ikke nådde hværandre, brøt den frem som
en bred elv i lunefulle svingninger, og løp henover. Dette stemte
hans sinn, og han begynte at tænke på det han så ....
–––Bjørken lo atter med tusen øjne op til granen, furuen
stod der med taus foragt og strittet med sine pigger til alle sider;
ti efterhvært som luften blev mere kjælen, kviknet flere og flere
sjuklinger til, rænte i vejret og stak det friske løv like op i næsen
på den. „Montro, hvor I var i vinter?“ spurte furuen, viftet
sig og svedte harpiks i den utålelige hete. „Det er næsten for
galt! — så langt mot nord ... fy-y!“
Men så var det en gammel, gråskallet furu, som så op over
alle de andre — kunde ænda bøje en fingerrik gren næsten lodret
ned og ta en dristig løn i dens øverste hårtot, så den skalv like
ned i knærne. Denne favntykke furu hadde menneskene kvistet
altid længer og længer opover, til den engang, træt og kjed av
det, med ett skjøt sådan tilvejrs, at den spinkle gran ved siden
blev rædd og spurte den om den også husket vinterstormene.
„Om jeg husker dem?“ sa furuen og dasket den ved hjælp av
nordenvinden således om ørene, at den ikke var langt ifra at tape
sin holdning, og det var ilde nok. Den storlemmede, mørkladne
furu hadde nu sat en så vældig fot i jorden, at tærne stak op en
6 alen ifra den, og var ænda tykkere æn omkring det tykkeste
av seljen, hvad denne med undseelse en kvæll hvisket til humlen,
som forælsket spant sig opover den. Den skjæggede furu
var sig sin vælde bevisst og mælte til menneskene, idet den højt
over deres ævner jog gren på gren ut i den ville luft: „Kvist
mig, om I kan!“
„Nej, de kan ikke kviste dig!“ sa ørnen, nedlod sig nådig, la
sine vinger sammen med anstand og pusset noget usselt fåreblod
av sine fjær. — „Jeg mener jeg ber dronningen sætte sig her, jeg;
— hun har nogen ægg hun skal kaste,“ tilføjet den sagtere og så
ned på sine skallede ben; ti den var skamfull over, at der kom
flyvende en del milde erindringer fra hine tidligste vårdage, hvori
man blir halvtosset over den første solvarme. Snart hævet den
igjæn hodet og blikket under det fjærskygde bryn op i de sorte
urer, om dronningen ikke skulde sejle der etsteds, æggtung og
lidende. Avsted satte den, og furuen kunde snart se parret oppe
imot den klare blå luft, hvor de sejlte i like linje med den højeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
