Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
TREDJE KAPITEL
Snart blev mangehånde fortalt i bygden; men ingen visste noget
med sikkerhed. Aldrig blev Thorbjørn tiere set på Solbakken,
efterat de begge var konfirmeret, og det var dette folk minst kunde
forstå. Ingrid kom ofte over, Synnøve og hun gik da gjærne en
tur i skogen; — „bliv ikke for længe borte,“ ropte moren efter
dem. „Ånej!“ svarte Synnøve — og kom ikke hjæm før i
kvællingen. De to friere mældte sig på ny. „Hun får selv være om det,“
sa moren, og faren mente det samme. Men da Synnøve blev tat
avsides og spurt, fik de avslag. Der mældte sig også flere, men ingen
hørte om, at de bar lykken med sig hjæm fra Solbakken.
Engang moren og hun stod og skuret nogen mælkeringer, spurte moren
hvem hun egentlig tænkte på. Det kom så hastig over Synnøve,
at hun blev rød. „Har du git nogen noget løfte?“ spurte hin igjæn
og så sikkert på henne. „Nej,“ svarte Synnøve raskt. Da blev der
ikke tale mere om den ting. |i§J K.,;
Da hun var det beste gifte folk visste av at sige, så var det
lange øjne som fulgte henne, der hun gik ved kirken, det eneste
sted hun var til at se foruten i hjæmmet; hun fantes nemlig ikke
ved nogen dans eller annen lystighed, såsom forældrene var
haugianere. Thorbjørn sat like overfor henne i kirkestolen, men de
taltes aldrig ved, så vidt folk kunde mærke. Så meget tyktes
hvær og en allikevel at vite, at der måtte være noget imellem
dem, og da de ikke omgikkes hinannen på samme vis som annet
ungt kjærestefolk i dalen, begynte man at sige mangt og meget.
Thorbjørn blev likesom ikke videre likt. Han følte det nok selv;
ti han la vel hårdt frem, hvor flere var sammen, således ved danse
og i bryllup; og hændte det da, at han en og annen gang gik sig
bent frem i et slagsmål. Hermed sagtnet det dog, efterhvært som
flere lærte hvor stærk han var; Thorbjørn vænte sig derfor tidlig
til i£ke at tåle, at nogen stod vel meget i vejen for ham. — „Nu
er du kommet på din egen hånd,“ sa Sæmund, far hans; „husk
dog ænnu på, at min kanske er stærkere end din!“
Høst og vinter gik, våren kom, og ænnu visste folk intet
bestemt. Der for så mange rygter rundt — om de avslag Synnøve
hadde utdelt, at hun halvvejs blev gående som for sig selv. Men
Ingrid fulgte henne; de to skulde drage til sæters sammen i år,
da Solbakkefolket hadde kjøpt part i Granlidsæteren. Man hørte
Thorbjørn synge oppe i lierne; ti han laget et og annet til for
dem.
En vakker dag, da det alt lakket mot kvællen, og han var
færdig, satte han sig hen og tænkte på et og annet. Det var nok
mest hvad der taltes i bygden, han tænkte på; han la sig på
Bjørnson: Samlede værker I JQ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
