Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 SYNNØVE SOLBAKKEN
De tidde en stund, så sa han: ,Jeg undrer mig på, om jeg
nogen-tid blir god igjæn. Å ja, det kan nu også være det samme.“ —
„Har du det vondt, har jeg det værre, “og herpå fulgte stærk gråt.
„Går du?“ spurte så han. — „Ja“ blev der svart, og derpå:
„Å jøje, jøje mig, hvad liv dette skal bli!“ „Gråt ikke så“, sa
han. „ Vorherre gjør nok snart en ænde på det for mig, og da skal
du se det også blir bedre for dig.“ ,Jesus, Jesus, at du ikke
talte!“ ropte hun med tilbakeholdt stemme, og som om hun vred
sine hænder. Torbjørn trodde hun gik i det samme, eller ikke
var istand til at tale på længe; ti han hørte en stund intet,
og gik.
Den første den beste Torbjørn traf i gården, spurte han:
„Hvad kom der imellem Lars spillemann og Knut Nordhaug?“
„Hå? Mellem dem? Jo . . .“ sa Per husmann, og trak
ansigtet sammen som vilde han gjæmme noget i folderne: „du kan
nok spørge om det, for det var lite nok; han Knut spurte bare
Lars, om felen hans gav god klang i dette bryllup.“ I det samme
gik bruden forbi dem; hun hadde ansigtet bortvændt, men da hun
hørte Lars nævne, vændte hun det og viste dem et par store og
røde øjne, der så usikkert; men ellers var ansigtet meget koldt,
så koldt, at Torbjørn ikke kjænte hendes ord igjæn i det.
Begyndte han da at skjønne mere.
Længer frem i gården stod hæsten og væntet; han satte sin
pinne fast, og så sig om efter brudgommen for at ta avsked. Han
hadde ikke lyst til at søke ham, så næsten helst at han ikke
kom, og satte sig derfor op. Da begynte det at støje og rope
fra den venstre side av gården, der borte hvor låven lå. Det var
et helt følge som drog ut fra låven; en stor mann, som gik foran,
ropte: „Hvor er han? — Har han gjæmt sig? Hvor er han?“
„Der, der!“ sa nogen. — „Lad ham ikke komme dit,“ sa andre;
„det blir bare ulykke av det.“ — „Er det Knut?“ spurte Torbjørn
en liten gut som stod ved siden av vognen hans. — ,Ja, han er full,
og da vil han altid slåss.“ Torbjørn sat alt på lasset, og slog
nu på hæsten. — „Nej stans, kammerat!“ hørte han bak sig;
han holdt hæsten tilbake, men da denne gik allikevel, lot han den
gå. —„Ho, er du rædd, Torbjørn Granlien?“ skrek det nærmere
ham. Nu holdt han fastere igjæn, men så ikke tilbake.
„Stig av, og kom i godt lag!“ ropte en. Torbjørn vændte hodet.
„Takk, jeg skal hjæm,“ sa han. Nu underhandlet de litt, og imens
var den hele flokk kommet hen til vognen; Knut gik foran
hæsten, klappet den først, tok den dernæst ved hodet for at se
på den. Knut var ret høj, hadde lyst, men stridt hår og en but
næse; munnen v^r stor og tung, øjnene mælkeblå, men dristige.
Han hadde liten likhed med søsteren, kun var det noget om munnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
