Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 305
av et bryllup. Torbjørn skulde ha sig en ny sælepinne og gik
hen at finne en; i gården var intet høveligt æmne, og han gik litt
utenfor, kom så til et vedskjul som han gik in i, langsomt og
sagte, da brudgommens ord fulgte med ham. Han fant der hvad
han vilde, men fremdeles uten at vite av det, satte han sig ned og op til
den ene vægg med kniv og pinne i hånden. Da hørte han det stønne
i nærheden av sig; det var på den andre siden av den tynne vægg,
derinne hvor vognskjulet var, og Torbjørn lydde. „Er det —
også dig?“ hørte han sagt, med langt mellemrum og av et
mannfolk der talte med besvær. Da hørte han en gråte, men det var
ingen mann. — „Hvorfor kom du ogsaa hit?“ blev der spurt, og
det måtte være av den der gråt; ti det var tårevått. — „Hm —
i hvis bryllup skulde jeg spille, når det ikke var — i dit?“ sa den
første. Det er vel Lars, spillemannen, som ligger der, tænkte
Torbjørn. Lars var en staut, vakker kar, hvis gamle mor bodde
til leje i en husmannsplass under gården. Men den andre måtte
være bruden! — „Hvorfor har du heller aldrig talt!“ sa hun
dæmpet, men langt, som var hun meget bevæget. ,,Jeg tænkte
ikke, det var nødvendigt mellem os to,“ svartes der kort. Da var
det stillt en stund, så sa hun atter: „Du visste dog han gik her.“
— >Jeg trodde dig stærkere.“ — Han hørte nu intet annet æn
gråt; ændelig brøt hun atter ut: „Hvorfor talte du ikke!“
„Det nyttet vel Gamle-Birtes søn lite at tale til datteren på
Nordhaug,“ blev der svaret, efter et ophold, hvori han hadde
draget vejret tungt og ofte stønnet. Der blev væntet på svar. wVi har
dog set på hinannen i mange år,“ sagdes der.
— „Du var så stolt; en turde ikke rigtig tale til dig.“ —
„Det var dog ingenting i værden jeg heller vilde . . . Jeg væntet
hvær dag ...hvor vi møttes; jeg syntes næsten jeg bød mig
frem. Så tænkte jeg... du forsmådde mig.“ — Det blev atter
ganske stillt. Torbjørn hørte intet svar, ingen gråt; han hørte heller
ikke den syke drage vejret.
Torbjørn tænkte på brudgommen, som han trodde at kjænne
for en bra mann, og han blev ille tilmote på hans vegne. Da
sa også hun: „Jeg er rædd for han får liten glæde av mig, han
som ...“ — „Det er en bra mann,“ sa den syke og begynte
på ny at gi sig litt, da det nok gjorde ondt for brystet. Det var
som dette også gjorde henne ondt; ti hun sa: „Det er nok tungt
for dig nu .... Men — vi var vei aldrig kommet til at tale med
hinannen, vi, var ikke dette kommet imellem. Den gang du slog
til Knut, forstod jeg dig først.“ — Jeg kunde ikke bære det
længer,“ sa han; og så en stund efter: „Knut er ond.“ — „Han
er ikke god,“ sa søsteren.
Bjørnson; Samlede værker. I. 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
