Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 309
meget skamfull. Han tænkte på, hvad forklaring han skulde gi,
og han tænkte på, det var ham nok ikke så let at slutte som han
engang trodde. I det samme hørte han bak sig: „Vogt dig,
Torbjørn!“ — men før han fik vænde sig, var han grepet ved skuldrene
bakfra, blev bøjet ned og følte ikke noget mere, uten en stikkende
smærte, hvis sted han ikke rigtig kjænte. Han hørte stemmer
omkring sig, fornam at de kjørte, trodde selv stundom at han
kjørte, men visste det ikke bestemt.
Dette varte meget længe, det blev koldt, snart igjæn varmt, *og
da så let for ham, så let at han syntes at svæve ... og nu
forstod han det: han bares av trætoppene, fra den ene til den andre,
så han kom op i lien, højere op — på sæteren, ænnu højere op
— like på det højeste fjæll; der bøjde Synnøve sig ned over ham
og gråt, og sa at han skulde ha talt. Hun gråt meget, og mente
at han dog selv hadde set, hvorledes Knut Nordhaug gik i vejen
for ham, bestandig i vejen for ham, og så måtte hun jo ta Knut.
Og så klappet hun ham mildt nedad den ene siden, så det blev
varmt der, og gråt så skjorten på det sted blev våt. Men Aslak sat
på huk oppe på en stor spiss sten, og tændte trætoppene rundt
omkring sig, så det braste og brænte, og kvistene føk om ham; selv
lo han med vidt gap og sa: det er ikke mig, det er mor min
som gjør det! Og Sæmund, faren, stod til den ene side, og kastet
kornsækker højt op, så skyerne trak dem til sig, bredde kornet
ut over som en tåke — og dette syntes ham underligt, at kornet
kunde flyte slik ut over al himmel. Da han så nedover på
Sæmund selVj blev denne så liten, så liten, at han tilsist næsten ikke
kom op over jorden, men ænda kastet han sækkene højere og
højere og sa: „Gjør mig det efter, du!a–––-Langt borti
skyerne stod kirken, og den lyse konen på Solbakken stod oppi tårnet
og viftet med et rødgult lommetørklæ i den ene hånd og en
salmebok i den andre og sa: „Hit kommer du ikke, før du har
lagt av at slåss og banne“ — og da han skulde se til, så var
det ikke kirken, men Solbakken, og solen stod slik på alle
hundre ruter, at han fik vondt i øjnene og måtte lukke dem
hårdt i...
„Varlig, varlig, Sæmund!“ hørte han, og Vågnet som av en
slummer ved at han blev båret, og da han så sig om, var
han kommet in i stuen på Granlien; en stor ild brænte på gruen,
moren stod ved siden av ham og gråt; faren tok just op under
ham — han vilde bære ham in i et sidekammer. Da slap faren
ham sagte ned igjæn: „Der er ænnu liv i ham!“ sa han med
dirrende stemme og vændte sig mot moren. Denne utbrød:
„Vorherre hjælpe mig, han ser op! Torbjørn, Torbjørn! velsignede
gut, hvad har de gjort med dig?“ og hun lutet sig ned over ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
