Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316 SYNNØVE SOLBAKKEN
forældrene, slike bra folk de er. Godt opdraget er han også, så
Vorherre har ingenting at kræve dem for.“ Synnøve blev nu
så beklemt at hun visste ikke sine råd; da fortsatte moren: „Nu
viser det sig nok at være bra, at ingen er bundet til ham.
Vorherre han lager da også alt til det beste.“ Synnøve følte en
svimmelhed, som skulde hun nedover bærget. „Nej, jeg har altid
sagt til han far, jeg: Gud bevare os, har jeg sagt, vi har nu bare
denne ene datteren, og henne får vi sørge for. Han er nu likesom
litt bløt av sig, han, så bra han ellers er; men så er det godt
med det, at han tar råd der han finner det, og det er i Guds ord.“
Men bare nu Synnøve kom til at tænke på far sin, hvor mild
han altid var, så fik hun det ænnu værre med at kue gråten
ned. Og denne gang nyttet ingen motstand; hun begynte at
gråte. — „Gråter du?“ spurte moren, og så hen til henne uten
at få se henne. ,Ja, jeg tænker på ham far, og så . . . .“ og
det brøt nu løs til gagns. „Men, kjære dig da, barnet mit,
hvad går der av dig?“ — „Å jeg vet ikke rigtig......det
kom slik over mig......kanske det går ham ille på den
rejsen,“ hulket Synnøve. „Hvor du kan snakke,“ sa moren; —
„det skulde ikke gå ham godt? — til byen efter slette
landevejen?“ — ,Ja, husk nu på .... hvorledes det gik . . . den
andre,“ hulket Synnøve. — ,Ja han! — men far din farer da
ikke frem som en gap, skulde jeg tro. Han kommer nok
skadesløs hjæm igjæn — såfremt Vorherre ellers holder sin
hånd over ham.“
Moren begyndte at ta en tanke av denne gråt, som ikke vilde
holde op igjæn. Ret som hun sat der, sa hun: „Der er mange
ting i værden som kan være tunge nok; men da får en trøste
sig med at de kunde ha været ænnu tyngre.“ — „Ja det er en
dårlig trøst,“ sa nu Synnøve og gråt sårt. Moren hadde ikke
rigtig hjærte til at svare henne hvad hun tænkte, så sa hun blot:
„ Vorherre selv bestemmer mange ting for os på en synlig måte,
det har han vel gjort her med;“ og så rejste hun sig, ti kjørne
begynte at raute oppi åsen, klokkerne klang, gutterne hauket,
og det drog langsomt nedover, da kjørne var mætte og rolige.
Hun stod og så til, bad så Synnøve være med op at ta mot
dem. Synnøve rejste sig nu også, og kom efter, men det gik
langsomt.
Karen Solbakken fik nu travelt med at hilse på sin buskap.
Der kom den ene ko efter den andre, og de kjænte henne og
rautet; hun klappet dem, talte til dem, og blev glad igjæn ved
at se hvor godt de hadde tat sig allesammen. „Å ja,“ sa hun;
„Vorherre er den nær, som holder sig nær til ham.“ Hun hjalp
nu Synnøve med at sætte dem in; ti det gik sent med Synnøve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
