Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 317
den dag. Moren sa ingenting dertil; hun hjalp henne også med
at mælke, skjønt hun derved blev længer deroppe æn hun hadde
foresat sig. Da de nu også hadde silet, laget moren sig til at ta
nedover igjæn, og Synnøve vilde følge henne på vej. „Å nej, sa
moren; „du er kanske træt og vil være i fred,“ og så tok hun
da den tomme løp til sig, gav henne hånden og sa, idet hun så
sikkert på henne: Jeg kommer snart op igjæn, for at se hvorledes
du har det.–––Hold du dig til os, og tænk ikke på andre!“
Næppe var moren kommet av syne, før hun tænkte på
hvorledes hun skulde få snarest bud ned til Granlien. Hun kallte
på Torbjørns bror; hun vilde sende ham nedover; men da han
kom, fant hun det lejt at betro sig til ham, sa derfor: „det var
ingenting.“ Hun tænkte da på at gå selv. Visshed måtte hun
ha, og det var synd av Ingrid som ikke sendte henne bud.
Natten var ganske lys, og gården lå ikke så langt nede, at hun nok
kunde gå den vej, når slikt drog derned. Mens hun sat og tænkte
på dette, la hun sammen i tankerne alt det moren hadde sagt,
og gråten begyndte på ny; men da var hun heller ikke sen, tok
på sig et tørklæ og gik en krokvej, forat gutterne ikke skulde
mærke det.
Jo længer hun kom frem, des mere skyndte hun på, og tilsist
hoppet hun nedad gangstien, så småstenene løsnet, rullet
nedover og gjorde skræk. Skjønt hun visste at det var bare stenene
som rullet, forekom det henne dog at der var nogen i nærheden,
og hun måtte stanse og lye efter. Så var det ingenting, og hun
hoppet avsted fortere æn før; da hændte det sig, at hun med et
stærkt hopp kom ned på en større sten som stak frem i vejen
med den ene ænne, men nu løsnet, for avsted og forbi henne.
Den gjorde svær støj, det knaket i buskene, og hun var rædd,
men blev det ænnu mere, da hun livagtig syntes, det var nogen
som rejste sig og rørte sig længer nede på vejen. Først tænkte
hun det kunde være et udyr, hun stanset med tilbakeholdt ånde;
hint nede på vejen stod også stille. „Ho—i!“ sa det. Det var
moren! Det første Synnøve gjorde, var at springe hen og gjæmme
sig. Hun sat en god stund, for at vænte og se om moren hadde
kjænt henne igjæn og kom tilbake; men det gjorde hun ikke.
Så væntet hun ænnu længer, forat moren kunde komme godt
av vejen. Når hun nu tok avsted igjæn, gik hun stille, og snart
nærmet hun sig husene.
Hun blev noget beklemt igjæn, da hun så dem, og det tiltok,
jo nærmere hun kom. Alt var stillt der, arbejdsredskaperne stod
lænet op mot væggen, ved lå hugget og stablet op, og øksen bet
fast i stabben. Hun gik forbi og hen til døren; der stanset hun
ænnu en gang, så omkring sig og lydde; men intet rørte sig. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
