Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 SYNNØVE SOLBAKKEN
som hun stod der og var i uvisshed, om hun turde gå på loftet
til Ingrid eller ej, kom hun til at tænke, at det måtte vel være i
en slik nat for nogen år siden, at Torbjørn hadde været over og
plantet blomsterne hennes. Hurtig tok hun skoene av sig og listet
sig op ad trappen.
Ingrid blev meget rædd, da hun vågnet, og så det var Synnøve
som hadde vækket henne. — „Hvorledes har han det?“ hvisket
Synnøve. Nu mindtes Ingrid altsammen, og vilde ta på sig for
at undgå at svare straks. Men Synnøve satte sig på sengekanten,
bad henne ligge, og gjæntok sit spørsmål.
„Nu er det bedre,“ sa Ingrid hviskende; „jeg kommer snart
op til dig.“ — „Kjære Ingrid, gjæm ingenting for mig; du kan
intet galt sige mig, som jeg ikke har tænkt mig værre.“ Ingrid
søkte ænnu at være skånsom, men den annens frygt drev på, og
der blev ingen tid til omvejer. Hviskende fallt spørsmålene,
hviskende svarene; den dype stillhed rundt omkring gjorde både
spørsmål og svar ænnu alvorligere, så det blev en slik højtidelig stund,
hvori man våger at se den værste sanhed like i øjet. Men dette
syntes de begge at få ut, at Torbjørns skyll var liten denne
gang, og at intet ondt fra hans side skjøt sig imellem ham og deres
medfølelse for ham. Da gråt begge frit ut, men stille — og
Synnøve gråt mest; hun sat ganske sammensunken på sengekanten.
Ingrid søkte at friske henne ved at minne om, hvor mangen glæde
de tre ret hadde hat sammen; men da gik det her som så ofte, at
hvær liten erindring fra de dager hvorover solskinnet leker, nu i
sorgen smælter op til tårer.
„Har han spurt efter mig?“ hvisket Synnøve. — „Han har
næsten ikke talt.“ Ingrid husket seddelen, og den begyndte at
trykke henne. — „Er han da ikke god til at tale?“ — „Jeg vet
ikke hvorledes han har det; — han tænker vel des mere.“ —
,,Læser han?“ — „Mor har læst for ham; nu må hun gjøre det
hvær dag.“ — „Hvad siger han så?“ — >,Nej, han siger næsten
ingenting, hører du. Han ligger blot der og ser.“ — „Det er i
den malte stuen han ligger?“ — „Ja.“ — „Og vænder hodet mot
vinduet?“ — „Ja.“ De tidde begge en stund. Så sa Ingrid: „Den
lille Sankthans-leken du engang gav ham, hænger der i vinduet
og vænder sig.“
„Ja, det er det samme,“ sa Synnøve pludselig og stærkt, „aldrig
i værden skal nogen få mig til at slippe ham, enten det nu går
så eller så!“ Ingrid blev meget beklemt. „Doktoren vet ikke om
han får helsen sin igjæn,“ hvisket hun.
Nu hævet Synnøve hodet med tilbakeholdt gråt, så på henne
uten at sige et ord, lot det så igjæn falle og blev sittende i tan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
