Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 SYNNØVE SOLBAKKEN
Torbjørn og satte sig på huk. „Nu — fik du tale med dem?“
— Jeg vet næsten ikke,“ sa Torbjørn. — „Det var som fan,“
sa Sæmund og spiste. Én stund efter var han færdig og rejste
sig; han gik bort til vinduet, stod en stund og så ut, hvorpå han
vændte sig: „Du — vi skal gå ut og se på avlingen.“ Torbjørn
rejste sig. „Nej — tag likeså godt på dig.“ Torbjørn som sat
i skjorteærmerne, tok en gammel trøje som hang ovenover
ham. — „Du ser, at jeg har tat den nye på,“ sa Sæmund.
Torbjørn gjorde det samme, og de gik ut. Sæmund foran,
Torbjørn efter.
De gik nedover mot vejen. „Skal vi ikke gå hen til bygget?“
sa Torbjørn. „Nej, nu går vi bortover til hveten,“ sa Sæmund.
Just som de kom ned på vejen, kom en vogn sagte kjørende.
„Det er en av Nordhaug-vognene,“ sa Sæmund. — „Det er
ungfolket på Nordhaug,“ la Torbjørn til; men ungfolket er det samme
som de nygifte.
Vognen holdt stille, da de kom nær Granlimænnene. „Hun
er rigtig et stolt kvinnfolk, den Marit Nordhaug,“ hvisket Sæmund,
og kunde ikke få øjnene fra henne; hun sat litt tilbakelænet i
vognen med et tørklæ løst bundet over hodet og et annet
omkring sig. Hun så stivt ut for sig på de to; der var ikke en
bevægelse over hennes rene, stærke træk. Mannen var meget blek
og mager, så ænnu mildere ut æn sædvanlig, omtrent som den
der har en sorg han ikke kan tale om. „Er karerne ute og ser
til kornet?“ sa han. „Skal tro det,“ svarte Sæmund. — „Det
står godt her iår.“ — „Å — ja; det kunde ha været værre.“ —
„I kommer sent,“ sa Torbjørn. — „Det var meget kjæntfolk at
ta avsked med,“ sa mannen. — „Nu — skal du rejse væk?“
spurte Sæmund. „Jeg skulde det, ja.“–––-„Går den rejsen
långt?“ „Å — ja.“ „Hvor langt på lag?“ „Til Amerika.“ — „Til
Amerika!“ sa begge mænn på én gang; — „en nygift mann!“ la
Sæmund til. Mannen smilte: ,Jeg tror jeg blir her for fotens
skyll, sa ræven — den sat fast i glæfsen.“ — Marit så bort på
ham, og derfra på de andre, en let rødme fløj over ansigtet, men
det var ellers uforanderligt. — „Kanske konen blir med?“ spurte
Sæmund. — „Nej, hun gjør ikke det heller.“ — „De siger det
skal være let at komme til magt i Amerika,“ sa Torbjørn, —
han følte, at talen ikke burde stå stille. „Å — ja,“ sa mannen.
— „Men Nordhaug er en god gård,“ mente Sæmund. — „Der er
for mange på den,“ svarte mannen; konen så atter hen til ham.
„Den ene står i vejen for den anden,“ la han til.
,Ja, god lykke på rejsen,“ sa Sæmund og tok hans hånd;
„Vorherre give dig det du vil finne.“
Torbjørn så sin skolekammerat stærkt op i øjet: „jeg vil tale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
