Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Synnøve Solbakken
- Ottende kapitel
- Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med dig siden,“ sa han. — „Det er godt at kunne tale med en,“
svarte mannen og skrapte med svøpen i vogngulvet.
„Kom over til os,“ sa Marit, og Torbjørn såvelsom Sæmund
studset og så op; de glæmte bestandig, at hun hadde så mild en
stemme.
De kjørte; — det gik sagte fremover, en liten støvsky kruste
omkring dem, aftensolen fallt like på; imot hans mørke
vadmelsklær skinte hennes silketørklæde, — en bakke kom, og de
forsvandt.
Længe gik far og søn, før de sa noget. „Det bæres mig
for, at han sent kommer igjæn,“ yttret ændelig Torbjørn. „Det
er vel også det beste,“ mente Sæmund, „når en ikke har fæstet
lykken i landet,“ og de gik atter tause videre. „Du går nok forbi
hvete-akeren,“ sa Torbjørn. — „Vi kan se til den på tilbakevejen“
— og de gik længer fremover. Torbjørn vilde ikke rigtig spørge
hvor dette bar hen, ti de gik forbi Granlijordet.
NIENDE KAPITEL
Guttorm og Karen Solbakken hadde alt spist, da Synnøve rød
og andpusten trådte in. „Men kjære barnet mit, hvor har du
været?“ spurte moren. „Jeg blev tilbake med Ingrid,“ sa
Synnøve og blev stående for at ta et par tørklær av sig; faren
létte inne i skapet efter en bok. „Hvad kunde I to ha at tale
om, som tok slik lang tid?“ „Å, ikke om noget.“ „Så var det
da rigtig bedre du holdt kirkefølge, barnet mit!“ Hun rejste sig
og tok mat frem til henne. Da Synnøve hadde sat sig ned for
at spise, og moren hadde sat sig like overfor henne, sa hun:
„Var det kanske flere du talte med?“ „Ja, det var mange,“
sa Synnøve. — „Barnet må da få tale med folk,“ sa Guttorm. —
„Visst må hun det,“ sa moren litt mildere; „men hun burde dog
følge sine forældre.“ — Herpå svartes der ikke.
„Det var en velsignet kirkedag,“ sa moren; „ungdommen på
kirkegulvet gjør en godt.“ — „En husker sine egne barn,“ sa
Guttorm. — „Du har ret deri,“ sa moren og sukket. „Ingen kan
vite hvorledes det vil gå dem.tt Guttorm sat længe taus. „Vi
har meget at takke Gud for,“ sa han ændelig; „han lot os
beholde ett.“ Moren sat og drog fingeren efter bordet og så ikke
op; „hun er dog vor største glæde,“ sa hun sagte; „hun har også
artet sig vei,“ la hun ænnu sagtere til. Der var lang taushed.
„Ja, hun har gjort os megen glæde,“ sa Guttorm — og senere
med bløt stemme: „Vorherre gjøre henne lykkelig.“ — Moren
drog fingeren efter bordet; der fallt en tåre ned på det, som hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0335.html
