Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 335
jeg rædd“ — han skottet bort til Synnøve, som følte det.— „Det
er nu slik at han har hat hug til henne Synnøve, fra det han var
såpass til kar han kunde ha forstand på slikt; — og ikke er det
vel frit at hun også har lagt sin hug til ham. Men da tænker jeg,
det er best de kommer sammen . .. Jeg var lite for det, den tid
jeg så han knapt kunde styre sig selv, æn sige mere; men nu tror
jeg at kunne borge for ham, og kan jeg ikke, så kan hun; ti
hennes magt er nok nu den største. — Hvad mener I da, om vi
så til at få dem sammen? Det kan vel ikke haste, men jeg vet
heller ikke, hvorfor vi skal vænte. Du Guttorm er ved god
magt, jeg rigtignok ved mindre, og har flere at dele på; men ænda
så tænker jeg det kan lage sig. I får da sige hvad I synes om dette
— henne spør jeg sist, for jeg tror nok at vite hvad hun vil.“
Således talte Sæmund. Guttorm sat på huk, la vekselvis den
ene hånd over den andre, gjorde flere ganger mine til at rejse
på sig, idet han hvær gang drog vejret med mere magt, men kom
sig dog ikke til før den fjærde eller femte gang, så fik han ændelig
ret rygg, strøk sig op og ned over knæet, og så bort på konen
således at blikket av og til strejfet Synnøve. Denne rørte sig ikke,
ingen kunde se hennes ansigt. Karen sat ved bordet og streket.
— „Det er nu så — at det er et vakkert tilbud,“ sa hun. — „Ja,
det synes jeg vi får ta til takke med,“ sa Guttorm med høj
stemme, som var han betydelig lettet, og så fra henne til Sæmund
der hadde lagt armene overkors og lænet sig op mot væggen.
— „Vi har bare denne ene datteren,“ sa Karen; „vi får betænke
os.“ — ,,Det var råd til det,“ sa Sæmund; „men jeg vet ellers
ikke hvad der skulde være i vejen for at svare straks, sa bjørnen
— han spurte bonden, om han måtte få den koen hans.“ — „Vi
kan visst svare straks,“ mente Guttorm og så til konen. — „Det
var nu dette, at Torbjørn kunde være vel vill,“ sa hun, men så
ikke op. — „Det tror jeg har rettet på sig,“ sa Guttorm; „du
vet selv, hvad du sa idag.“–––-Ægtefolkene så nu vekselvis på
hværandre; det varte vel et helt minut. — „Kunde vi bare være
trYgg Pa ham,“ sa hun. — „Ja,“ tok nu Sæmund atter til orde;
„hvad den saken angår, så må jeg sige hvad jeg har sagt før:
det går godt med lasset, når hun holder tømmerne. Det er svært
slik en magt hun har over ham; det prøvde jeg, den gang han lå syk
derhjæmme hos mig, og visste ikke hvor det bar hen — til helsen
eller ej.“ — „Du får ikke være for trå på det,“ sa Guttorm; „du
vet hvad hun selv vil, og det er nu henne vi lever for!“ Da så
Synnøve for første gang op, og det var på faren, stort og
tak-nemmelig. „Å —ja,“ sa Karen efter en stunds taushed og streket
nu litt hårdere æn før; „har jeg ståt imot i det længste, så har
dçt vçl været, fordi jeg hadde en god mening med det .... Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
