Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334 SYNNØVE SOLBAKKEN
drog utover. — „Hvorfor spiser du ikke?“ sa faren, idet han
så op en tid efter. „Takk, jeg er mæt,“ svarte Synnøve. „Men
du har jo ingenting spist,“ sa nu også moren; „du har gåt lang
vej.“ — Jeg er ikke god for,“ sa Synnøve og holdt på med at
drage op en tørklæsnipp av barmen. „Spis, barnet mit,“ sa faren.
,Jeg kan ikke,“ sa Synnøve og skar i at gråte. „Men kjære,
hvorfor gråter du?“ — Jeg vet ikke,“ og hun hulket. — „Hun
har det så let med at gråte,“ sa moren; faren rejste sig og gik
til vinduet.
„Der kommer to mænn opover,“ sa han. Jaså, på dette
lejte?“ spurte moren, og hun gik også bort til vinduet. De så
længe nedover. — „Kjære — hvem kan det være?“ sa ændelig
Karen, men ikke nætop som hun spurte. — Jeg vet ikke,“ svarte
Guttorm, og de stod og så. — Jeg kan rigtig ikke forstå det,“
sa hun. — Jeg heller ikke,“ sa han. Mænnene kom nærmere.
„Det må være dem allikevel,“ sa hun ændelig. Ja, det er
nok så,“ sa Guttorm. Mænnene kom nærmere og nærmere, den
ældre stanset og så sig tilbake, den yngre likeså; gik de så videre.
„Skjønner du hvad de kan ville?“ spurte Karen omtrent som
første gang. „Nej, det gjør jeg ikke,“ sa Guttorm. Moren
vændte sig, gik bortover til bordet, satte væk, ryddet litt op. „Du
får ta på dig igjæn, barnet mit,“ sa hun til Synnøve; „for her
kommer fremmedfolk.“
Næppe hadde hun sagt dette, før Sæmund åpnet døren og kom
in, Torbjørn bakefter. „Signe låget!“ sa Sæmund, stanset litt
ved døren, gik dernæst sagte fremover for at hilse på folket;
Torbjørn fulgte. De kom sist til Synnøve, som ænnu stod borte
i en krok med sit tørklæ i hånden, og visste ikke om hun
skulde ta det på eller ej, visste vel knapt, at hun holdt det i
hånden. „I får se til, I kan sitte inpå,“ sa konen. „Takk —
det er ellers ingen lang vej hitover,“ sa Sæmund, men satte sig
dog; Torbjørn ved siden. „I kom rent bort ved kirken idag,“
sa Karen. — Ja, jeg létte efter eder,“ svarte Sæmund. — „Der
var mange folk,“ sa Guttorm. „Rigtig mange folk,“ gjæntok
Sæmund; „det var også en vakker kirkedag.“ — Ja, vi sat just
og talte om det,“ sa Karen. — „Det er så underligt at se
konfirmationen for dem som selv har barn,“ la Guttorm til; konen
flyttet sig på bænken. — „Det er det,“ sa Sæmund; „en kommer
til at tænke alvorlig på dem — og er det derfor jeg lakket
hitover i kvæll,“ la han til, så sikkert omkring sig, byttet skrå og
la den gamle varlig ned i messingdåsen. Guttorm, Karen,
Torbjørn flygtet med øjnene, hvær til sin kant. — Jeg tænkte jeg
skulde følge Torbjørn hitover,“ begynte Sæmund langsomt; „han
kom nok sçnt hitover alene — gjør også ellers dårlig besked, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
