Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Arne
- Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ARNE
(1858)
FØRSTE KAPITEL
Der var et dypt stup nede mellem to fjæll; igjænnem det stup
drog en vand-rik elv tungt hen over sten og ur. Højt var
der op på begge sider og bratt, hvorfor den ene side stod bar;
men tæt inunder og så nær elven, at den vår og høst la væte
henover, stod en frisk skog i klynge, så op og foran sig og kunde
hverken komme hit eller dit.
„Æn om vi klædde fjællet?“ sa eneren en dag til den
utenlandske ek, som den stod nærmere æn alle de andre. Eken så
ned for at komme efter, hvem det var som talte; dernæst så den
op igjæn og taug. Elven arbejdet så tungt at den gik hvit;
nordenvinden hadde lagt in gjænnem stupet og skrek i kløfterne;
det bare fjæll hang tungt utover og frøs ... „Æn om vi klædde
fjællet?“ sa eneren til furuen på den andre siden. „Skulde det
være nogen, måtte det vel bli vi,“ sa furuen; den tok sig i
skjægget og så bortover til bjørken: „Hvad mener du?“ Men bjørken
gløttet varsomt op imot fjællet; så tungt lå det ut over henne, at
hun syntes ikke at kunne dra pusten engang. „Lad os klæ det
i Guds navn,“ sa bjørken, og ikke flere æn disse tre var, så tok
de på sig at klæ fjællet. Eneren gik først.
Da de kom et stykke på vej, møtte de lynget. Eneren vilde
likesom gå det forbi. „Nej, tag lynget med,“ sa furuen. Og
lynget i vej. Snart begynte det at rape for eneren; „bit i mig,“
sa lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare en liten rift,
der stak lynget en finger in, og hvor det først hadde fåt en finger,
fik eneren hele hånden. De krabbet og krøp, furuen tungt efter,
bjørken med. „Det er sælebot i det,“ sa bjørken.
Men fjællet begynte at tænke over, hvad det vel kunde være
for noget småtteri, som fór og klorte opover det. Og da det
hadde tænkt på dette et par hundre år, sendte det en liten bæk
nedover for at se efter. Det var ænda i vårflommen, og bækken
smatt så længe, til den traf på lynget. „ Kjære, kjære lyng, kan
du ikke slippe mig frem; jeg er så liten,“ sa bækken. Lynget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0340.html
