Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hadde meget travelt, lettet bare på sig og arbejdet vidre. Bækken
inunder og frem. „Kjære, kjære ener, kan du ikke slippe mig
frem; jeg er så liten.“ Eneren så hvasst på den; men når lynget
hadde sluppet den frem, kunde vel altid også den. Bækken
opunder og frem, og kom nu dit hvor furuen stod og pustet i bakken.
„Kjære, kjære furu, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liten,
jeg,“ sa bækken, kysset furuen på foten og gjorde sig så inderlig
lækker. Furuen blev skamfull ved det og slap den frem. Men
bjørken lettet på sig, før bækken spurte. „Hi, hi, hi,“ sa bækken
og vokste. „Ha, ha, ha,“ sa bækken og vokste. „Ho, ho, ho!“
sa bækken, og kastet lynget og eneren og furuen og bjørken
framstupes og på rygg op og ned i de store bakker. Fjællet sat i
mange hundre år og tænkte på, om det ikke hadde dradd på
smilen den dag.
Det var tydeligt nok: fjællet vilde ikke bli klædd. Lynget
ærgret sig, så det blev grønt igjæn, og da tok det avsted. „Frisk
mot!“ sa lynget.
Eneren hadde rejst sig på huk for at se på lynget; og så længe
sat den på huk, til den sat opret. Den klødde sig i håret, satte
i vej og bet så fast, at den syntes fjællet måtte kjænne det. „Vil
ikke du ha mig, så vil jeg ha dig.“ Furuen krøkte litt på tærne,
for at kjænne om de var hele, lettet så på den ene foten, som
var hel, så på den andre, som også var hel, så på dem begge to.
Den undersøkte først hvor den hadde gåt, dernæst hvor den
hadde ligget, og ændelig hvor den skulde gå. Tok den så på at
rusle i vej, og lot som den aldrig hadde fallt. Bjørken hadde sølet
sig så styggt til, rejste sig nu og pyntet sig. Og nu bar det avsted,
fortere æn fort, opover og til siderne, i solskin og regnvejr. „Hvad
er det også for noget,“ sa fjællet, når sommersolen stod på — det
glittret i duggen, fuglerne sang, skogmusen pep, haren hoppet, og
røskatten gjæmte sig og skrek.
Så var dagen kommet, at lynget fik det ene øje op over
fjællkanten. „Å nej, å nej, å nej!“ sa lynget — og væk var det. „Kjære,
hvad er det lynget ser?“ sa eneren og kom så vidt at den fik
kike op. „Å nej, å nej!“ skrek den, og var væk. „Hvad er det
som går av eneren idag?“ sa furuen og tok lange skridt i
solheten. Snart kunde den løfte sig på tærne og gløtte op. „Å — nej!“
Grener og pigger blev stående ænde tilvejrs av forundring. Den
kavet avsted, kom op, og væk var den. „Hvad er det alle de
andre ser, og ikke jeg,“ sa bjørken, lettet skjørterne vel op og
trippet efter. Der fik den hele hodet op med én gang. „Å-å! —
står her ikke en stor skog både av furu og lyng og ener og bjørk
oppe på marken og vænter os,“ sa bjørken, og bladene skalv i
solskinnet, så duggen trillet. „Ja, slik er det at nå frem,“ sa eneren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
