Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348 ARNE
han kom. Hun søkte blidt at forsvare sig, og da trampet han i
gulvet og bad henne tie; var han full, så var det hennes skyll;
var han slem, var det også hennes; var han krøbling og et
ulykkeligt menneske for alle sine levedager, så var d e t også hennes skyll
— og den helvedes guttens, som hun åtte. „ Hvorfor gik du
bestandig og hang efter mig?“ sa han og gråt. „Hvad ondt hadde
jeg gjort, at du ikke kunde la mig i fred?“ „Men Gud frælse og
bevare mig,“ sa Margit, „var det mig som gik efter dig?“ „Ja,
det var det!“ rejste han sig og skrek, og gjænnem gråt fortfor
han: „Du har nu tilsist fåt det som du vil ha det. Jeg slæper
mig nu omkring her fra træ til træ, jeg går hvær dag og ser på
min egen grav. Men jeg kunde ha levd i herlighed med bygdens
gildeste gårdjænte, jeg kunde ha rejst så langt solen går, — hadde
ikke du og den fordømte gutten din lagt eder i vejen for mig.“
Hun søkte atter at forsvare sig; „det var da i alle fald ikke
guttens skyll.“ „Tier du ikke, så slår jeg dig!“ — og han slog
henne.
Når han den næste dag hadde sovet rusen ut, var han skamfull og
især meget snill mot gutten. Men snart var han full igjæn, og da
slog han henne; tilsist slog han moren næsten hvær gang han
var full, — gutten gråt og bar sig, da slog han også ham. Somme
tider angret han det så stærkt, at han måtte ut. I denne tid fik
han atter hug på dansen, spilte som før, og tok gutten med for
at bære kassen. Der så gutten meget. Moren gråt fordi han
skulde være med, men turde ikke sige det til faren. „Hold dig
til Gud, og lær ikke noget styggt,“ bad hun og kjælte for ham.
Men på dansene var det meget morsomt, og her hjæmme hos
moren var det ikke morsomt. Han vændte sig mere og mere fra
henne og til faren. Hun så det og tidde. Fra dansene kunde han
mange viser, og dem sang han siden for faren; det moret denne,
og det var stundom gutten kunde få ham til at le. Men dette
smigret gutten så, at han siden tok i for at lære så mange viser
som muligt; snart mærket han sig, hvad slags det var faren likte
best, og hvad for noget i dem han lo ved. Hvor der nu ikke
var sådant i viserne, la gutten det in av sig selv, så godt han
kunde, og dette gav ham en tidlig øvelse i at sætte ord sammen
efter musik. Det var gjærne spotteviser og lede ting, sagt om
folk som var kommet til magt og velstand, faren likte best, og
gutten sang.
Moren vilde ændelig ha ham med sig i fjøset om kvællene;
mangehånde påskudd fant han for at undgå det; men når de nyttet
intet, og han måtte dit, da talte hun vakkert til ham om Gud og
det gode, og ændte gjærne med under stærk gråt at ta ham in
til sig, be ham, tigge ham om ikke at bli noget slet menneske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
