Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 349
Moren læste med ham, og gutten var lærenæm over al måte.
Faren var såre stolt herav, og fortalte ham, særlig når han var
full, at han hadde hans hode.
Ved dansene plejde snart faren, når drikken vant på ham,
opfordre Arne til at synge for folket. Han gjorde det under latter
og støj, vise efter vise; bifallet glædet sønnen næsten mere æn
faren, og der var tilsist ingen ænde på de viser han kunde synge.
Bekymrede mødre som hørte det, gik selv til moren og talte om
det, på grund av at visernes inhold ikke var som det burde.
Moren tok fat i gutten, og forbød ham ved Gud og alt godt at
synge slike viser, og nu forekom det gutten, at alt det som han
hadde trøjsamhed av, det var moren imot. Han fortalte til faren
for første gang, hvad moren hadde sagt. Da fik hun lide meget
ondt derfor, engang faren var full; han tidde med alting til da.
Men så gik det også op for gutten hvad han hadde gjort, og han
bad i sin sjæl Gud og henne om forladelse, da han ikke kunde
komme sig til at gjøre det åpenlyst. Moren var like venlig imot
ham, og det skar ham i hjærtet.
Engang glæmte han det dog. Han hadde det ved sig, at han
kunde ape efter alt folk, navnlig kunde han tale og synge efter
dem. Moren kom in en kvæll gutten underholdt faren hermed,
og faren fallt på, da hun var gåt igjæn, at han også skulde synge
efter moren. Han vægret sig i førstningen; men faren som lå
borti sengen og lo, så han rystet, vilde ændelig at han også skulde
synge efter moren. Hun er borte, tænkte gutten, og kan ikke
høre det, og han sang efter henne slik som hun somme tider
sang, når hun var hæs og gråtfull. Faren lo, så det næsten spøkte
om gutten, og han tidde av sig selv. Da kom moren in fra
kjøkkenet, så långt og tungt på gutten, gik borti hylden efter en ringe,
og bar den ut.
Han blev brænnende het over det hele legeme; hun hadde
hørt altsammen. Han sprang ned fra bordet, hvor han hadde
sittet, gik ut, kastet sig på marken, og vilde likesom grave sig ned.
Han hadde ingen ro, rejste sig og vilde længer bort. Han gik
forbi låven, og bak den sat moren og sydde på en ny fin skjorte
— nætop til ham. Hun plejde eller sat synge en salme over
arbejdet, når hun sat slik; men nu sang hun ikke. Hun gråt heller
ikke, hun bare sat og sydde. Men da kunde ikke Arne holde
det ut længer; han kastet sig ned i græsset like foran henne, så
op på henne, og gråt så det hulket i ham. Moren slap arbejdet,
og tok hans hode mellem sine hænder. „Stakkars Arne,“ sa hun
og la sit nedtil. Han forsøkte ikke på at sige et ord, men gråt
som han ikke hadde gjort før. „Visste nok, du var god i
grunnen,“ sa moren, og strøk ham nedad håret. „Mor, du skal ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
