Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel - Syvende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

avvejen. Men gutten visste slet ikke, han hadde gjort noget ondt,
og derfor kom han efter døden drivende like in til Vorherre.
Der sat på en bænk den far han slet ikke hadde dræpt, og like
mot ham på en annen bænk sat alle de, som hadde nødt ham til
at gjøre ondt. „Hvad for en bænk er du rædd?“ spurte Vorherre,
og gutten pekte på den lange. „Sæt dig da hos far din,“ sa
Vorherre, og gutten vilde så gjøre. Da stupte faren ned av bænken
med et stort hugg i nakken. På hans plass kom der et billede
av gutten selv, men med angrende ansigt og likbleke miner; ænnu
et med drukkent ansigt og hængende krop; ænnu et med
vanvittigt ansigt, revne klær og forfærdelig latter. „Slik kunde det
også ha gåt dig,“ sa Vorherre. — „Ja, montro det?“ sa gutten,
han tok fat i Vorherres kjortel. Da fallt begge bænkene ned av
himmelen, og gutten stod igjæn hos Vorherre og lo. „Husk på
dette, når du vågner,“ sa Vorherre — og gutten vågnet i samme
stund. Men den gutten som således har drømt, er jeg, og de som
frister ham ved at tro ham ond, er I. Mig selv er jeg ikke længer
rædd; men jeg er rædd eder. Hiss ikke det onde in på mig; for
det er uvisst, om jeg kan få fat i Vorherres kjortel.“

Han for ut, og mænnene så på hværandre.

SYVENDE KAPITEL

Det var dagen efter på låven i samme gård. Arne hadde drukket
sig full for første gang i sit liv, var blet syk av det, og hadde ligget
på låven snart hele døgnet. Nu sat han overænde, støttet sig på
sine albuer og førte samsnak med sig selv:

„–––Alting jeg ser på, blir til fejghed. At jeg som gutten ikke

løp min vej, var fejghed; at jeg hørte far over mor, var fejghed;
at jeg sang ham de stygge viser, var fejghed. Jeg gav mig til at
gjæte; det var av fejghed; — at læse — å ja, også av fejghed:
jeg vilde gjæmme mig væk for mig selv. Som voksne gutten
hjalp jeg ænda ikke mor mot far — fejghed; at jeg ikke den natten
— hu! — fejghed! Jeg hadde kanske væntet, til hun var dræpt!

–––-Jeg kunde ikke holde det ut hjæmme bakefter — fejghed;

jeg rejste heller ikke min vej — fejghed; jeg gjorde ingen ting,
jeg gjætet — fejghed. Jeg hadde nok lovt mor at bli; men jeg
hadde altid været fejg nok til at bryte løftet, hvis jeg ikke hadde
været rædd for at komme blant folk. Ti jeg er rædd folk, mest
fordi jeg tror, de ser hvor stygg jeg er. Men fordi jeg er rædd
dem, snakker jeg ondt om dem — fordømt fejghed! Jeg gjør viser
av fejghed. Jeg tør ikke tænke bent frem i mine egne ting, bøjer
derfor in i andres — og det er at digte!

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/bjornson/1/0364.html

		Samlede værker / Første bind / 362 (1910-1911) Author: Bjørnstjerne Bjørnson Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|