Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 361
Arne følte, de så på ham, og derfor kunde han ikke få øjnene
op. „Siger, som jeg har sagt,“ tok den første i, „intet graves så
langt ned i natten, at det ikke finner sin dag.“ — „Nej, nu skal
jeg fortælle om en søn som slog sin egen far,“ sa en lys, svær
mann med rundladent ansigt. Arne kjænte ikke plassen han sat på.
Det var en slåsskjæmpe av en stor slægt borti Hardanger; han
brøt ned meget folk. Faren og han var usams om livøret, og
således bar det til at den mann ikke hadde fred i hus eller bygd.
Han blev selv mere ond derved, og faren satte efter ham. Jeg
tar ikke dom av nogen,“ sa sønnen. „Av mig skal du ta den, så
længe jeg lever,“ svarte faren. „Tier du ikke stille, så slår jeg
dig!“ sa sønnen og rejste sig. — „Ja, trøst dig til, om du tør, og det
skal aldrig gå dig godt her i værden,“ svarte faren, han rejste sig
også. — „Mener du?“ — og sønnen satte in på ham og brøt ham
ned. Men faren tok ikke imot, la armene overkors, og lot ham
fare med sig som han vilde.
Sønnen slog ham, tok ham og drog ham mot døren: „Jeg vil
ha husfred!“ — Men da de kom til døren, lettet faren på sig.
„Ikke længer æn til døren,“ sa han, „for så langt drog jeg far
min.“ Sønnen ænste det ikke, men drog hodet over tærskelen.
„Ikke længer æn til døren, siger jeg!“ den gamle rejste sig, kastet
sønnen for sine føtter og revset ham som et barn.
„Dette var styggt,“ sa flere. „Hugg dog ikke til far sin!“ syntes
Arne, at én sa; men han var ikke viss derpå.
„Nu skal jeg fortælle eder noget,“ sa Arne, han rejste sig
likblek, og visste ikke hvad han vilde sige. Han så bare ordene
drive som store sneflokker; „jeg tar in i som på træff!“ og han
begynte.
„Et troll møtte på en vej en gut som gik og gråt. „Hvem er
du mest rædd,“ sa trollet, „enten dig selv eller andre?“ Men
gutten gråt, fordi han om natten hadde drømt, at han hadde måttet
dræpe den slemme faren sin, og derfor svarte han: Jeg er mest
rædd mig selv.“ — „Så vær i fred for dig selv, og gråt aldrig
mere; ti herefter skal du bare ligge i krig med andre.“ Og trollet
gik sin vej. Men den første, gutten møtte, lo av ham, og derfor
måtte gutten le av ham igjæn. Den annen, han møtte, slog ham;
gutten måtte forsvare sig og slog ham igjæn. Den tredje, han møtte,
vilde dræpe ham, og derfor drap gutten ham. Men alt folk
snakket ondt om ham, og derfor visste han ikke annet æn ondt
at tale om alt folk. De stængte for ham sine skap og dører, så
han måtte stjæle sig til det han skulde ha; han måtte stjæle sig
til sin nattero. Siden han nu ikke fik gjøre noget godt, måtte han
gjøre bare ondt. Da sa bygden: „Den gutten må vi gjøre det av
med; han er så ond,“ og en vakker dag tok de og skaffet ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
