Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 371
selv: „Det bærer nok ut allikevel; jeg synger så længe til jeg
får mot.“ Han glæmte ikke moren i disse sine utfærdstanker;
han trøstet sig nemlig med, at han, straks han fik fast fot i det
fremmede, vilde hænte henne, og da by henne kår som han aldrig
kunde tænke på at skaffe sig eller henne i hjæmmet. Men midt
i disse store længsler lekte noget stille, kvikt, fint, det skjøt bort
og kom igjæn, nappet og flygtet, og drømmer, som han var blet,
var han bedre i de uvilkårlige tankers vold, æn han selv visste.
Der var en munter mann i den bygd, som het Ejnar Åsen;
han hadde tyve år gammel brutt sit ben; siden gik han med
stav; men hvor han kom hinkende på den stav, var der altid
lystighed på færde. Mannen var rik; en stor nøtteskog lå på hans
ejendom, og det var visst, at en av de vakkreste solskinsdager i
høsttiden var en flokk muntre jænter samlet hos ham for at plukke
nøtter. Da var der stor beværtning om dagen og dans om
kvællen. De fleste av disse jænter hadde han ståt fadder til; for han
stod fadder til den halve bygd; alle barn kallte ham gudfar, og
efter dem både gamle og unge.
Gudfar og Arne var vel kjænte, og gudfar likte ham for hans
visers skyll. Nu bad han ham være med i nøttelaget. Arne blev rød
og vægret sig; han var ikke vant til at være sammen med
kvinnfolk, sa han. „Så skal du vænne dig til det,“ svarte gudfar.
Arne kunde i nætter ikke få sove for dette; frygt og længsel
stred i ham; men hvordan det æn gik: han kom med og var så
godt som eneste ungkar blant alle disse kvinnfolk. Han kunde
ikke nægte, at han følte sig skuffet; det var ikke dem han hadde
sunget om, ej heller dem han hadde frygtet for at træffe sammen
med. De holdt et leven han i sine dager ikke hadde set maken til,
og det første som undret ham, var at de kunde le over ingen
værdens ting; og dersom tre lo, så lo de fem, bare fordi de tre lo.
Allesammen bar de sig ad, som levde de ihop hvær dag; og det
var dog dem som ikke hadde truffet sammen før idag. Dersom de
nådde den gren de hoppet efter, lo de derav, og dersom de ikke
nådde, lo de også derav. De sloss om kroken til at hægte fast med;
de som fik den, lo, og de som ikke fik den, lo også. Gudfar hinket
efter med staven, og gjorde dem al den fortræd han var god til.
De han nådde, lo fordi han nådde dem, og de han ikke nådde, lo
fordi han ikke nådde dem. Men allesammen lo de av Arne, fordi
han var alvorlig, og da han så måtte le, lo de, fordi han ændelig lo.
De satte sig tilsist op på en stor haug, gudfar i midten og alle
jænter omkring. De så vidt omkring sig; solen stak; men de
ænste det ikke, kastet nøttehamser og skal på hværandre, men
gav gudfar kjærnen Gudfar hysset på dem, og slog om sig med
staven så langt han nådde; ti nu vilde han de skulde fortælle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
