Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 373
Han fik snart ikke sove; arbejde kunde han heller ikke, og det
blev elendig med gutten.
„Og er du ej huldr, so lyt du meg spara;
men er du ej jenta, so skund deg at svara.“
Men det svarte ikke, og da blev det visst, at det var en hulder.
Han begav gjætingen, men like galt var det; for hvor han stod,
og hvad han gjorde, så tænkte han på den fagre huldren, som
blåste på horn.
Så en dag han stod og hugde ved, kommer en jænte gjænnem
gården, der livagtig så ut som huldren. Men da hun kom
nærmere, var det ikke henne. Han tænkte meget over dette; da
kommer jænten tilbake, og langt borte var det huldren, og han
løp like imot henne. Men straks han kom henne nær, var det
ikke henne.
Siden kunde gutten være ved kirke, på dans, i andre samlag,
eller hvor han vilde — jænten var der også; når han var fra
henne, syntes hun huldren; nær hos, var det en annen; han spurte
henne så, om det var henne eller ikke henne; men hun lo ham
ut. Likeså godt springe i det som krype i det, tænkte gutten, og
så giftet han sig med jænten.
Da dette vel var gjort, likte gutten ikke længer jænten. Borte
fra henne, længtes han til henne; men hos henne, længtes han til
en han ikke så. Derfor blev gutten ond med konen sin; hun bar
det og tidde.
Men en dag han létte efter hæstene, kom han op på hammeren,
og gutten satte sig ned og ropte:
„Du lejkar i hugen som måneskinskvelden;
du brenn langt ifrå meg som Sankthanselden!“
Gutten syntes det gjorde godt at sitte der, og siden gik han dit,
så ofte det var galt hjæmme. Konen gråt, når han var gåt.
Men en dag han sat der, sat også huldren lyslevende på den
andre siden og blåste på horn!
„Å — nej, er du kome; kor fagrt det lætr!
Å, blås litet mejra, eg sit her og gretr.“
Da svarte hun:
„Eg blesr deg draumarne burt utur hugen;
fyr hejma å akren der rotnar no rugen.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
