Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374 ARNE
Men da blev gutten rædd og gik hjæm igjæn. Det var dog
ikke længe før han blev så kjed konen, at han måtte dra til
skogs, satte sig på hammeren. Da sang det mot ham:
„Eg drøymde, du kom hit; — hej, skund deg og tak meg;
nej, inkje dit yver; — eg stend lika bak deg.“
Gutten for op og så sig om, og da smatt en grøn stakk bort
mellem buskene. Han efter. Nu blev det et jag gjænnem al skog.
Så rapp på foten som den huldren var, kunde intet menneske
være; han kastet stål over henne gang efter gang; hun løp like
godt. Men snart begynte hun at bli træt; det så gutten på
fotlaget; men han så også på al hennes skabning, at det var
huldren selv og ingen annen. „Nu skal du sagt bli min,“ tænkte
gutten, og kastet sig med én gang så hårdt in på henne, at både han
og huldren trillet lange bakker nedover, før det tok stans. Da lo
huldren, så gutten syntes det sang i bærgene; han tok henne på
fang, og så fager var hun, at han aldrig i sine levedager hadde
set slikt, — nætop som han tænkte konen skulde være. „Å —
nej, hvem er du som er så fager?“ spurte gutten, han klappet
henne, og hun var så varm i kinnerne. „Men Herregud, jeg er
jo konen din,“ sa hun.“ —
Jænterne lo og gjorde nar av gutten. Men gudfar spurte Arne,
om han hadde hørt vel efter.
— „Nej, nu skal jeg fortælle noget,“ sa en liten en med et lite
rundt ansigt, som hadde sådan liten næse.
„Der var en liten gut som vilde så gjærne fri til en liten jænte;
voksne var de begge to; men de var så små av sig. Og den
gutten kunde slet ikke komme sig til at fri. Han holdt sig hen
til henne i kirken, men da blev det altid prat om vejret; han gik
bort til henne på danserne, og han danset henne mest ihjel; men
snakke fik han ikke. „Du får lære at skrive, så slipper du det,“
sa han til sig selv, — og gutten til at skrive; han trodde aldrig
det kunde bli vakkert nok, og derfor skrev han et helt år, før
han turde tænke på brevet. Nu var det at få leveret det, så ingen
så det, og der bakom kirken traf det slik til, at de stod alene.
Jeg har et brev til dig,“ sa gutten. „Men jeg kan ikke læse skrift,“
svarte jænten.
Og så stod gutten der.
Men han tok tjeneste hos Jæntens far, og var ikke fra henne så
lang dagen var. Engang var han så nær ved at få snakke: han
hadde alt fåt munnen op; men så fløj der en stor flue in i den.—
„Bare ingen kommer og tar henne fra mig,“ tænkte gutten. Men
der var ingen som kom og tok henne fra ham; for hun var så liten.
Men så kom der en allikevel; for han var også liten. Gutten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
