Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 379
Nogen dager efter satte han Oplands-Knut til husmann under
Kampen. „Du skal ikke længer være ensom,“ sa Arne.
Arne selv tok sig noget fast for. Han hadde tidlig lært at skjære
med handsag; ti han hadde bygd meget på husene hjæmme.
Nu vilde han øve denne dont; ti han kjænte det gjorde godt at ha
en bestemt forretning; det gjorde også godt at komme ut blant
folk, og så forandret var han efterhånden blet, at han kunde
længes dertil, når han hadde været en stund for sig selv. Det bar
slik til, at han den vinter var på præstegården og skar med
handsag et bil, og der var begge jænterne ofte sammen. Arne tænkte
på, når han så dem, hvem det vel var som nu fridde til Eli Bøen.
Det traf slik til, at han på en kjøretur måtte styre for
præste-frøkenen og Eli; han hadde gode ører, men kunde dog aldrig
høre hvad de talte om; somme tider talte Matilde til ham; da lo
Eli altid og gjæmte hodet. Således spurte Matilde, om det var
sant han kunde gjøre vers. „Nej,“ sa han hurtig; da lo de begge,
snakket og lo. Siden var han ikke god på dem, og lot som han
ikke så dem.
Engang sat han i borgestuen, mens folk danset der; Matilde
og Eli kom begge dit bort for at se på. De trættet om noget borti
kroken, hvor de stod; Eli vilde ikke, men Matilde vilde, og hun
vant. Så kom de begge to bort til ham, nejde, og spurte om han
kunde danse. Han svarte nej, og så vændte de sig begge, lo og
løp. Det var da også en bestandig latter, tænkte Arne og blev
alvorlig. Men præsten hadde en liten plejesøn på ti-tolv år, som
Arne holdt meget av; av den gut lærte Arne at danse, når ingen
så på.
Eli hadde en liten bror på alder som præstens plejesøn. Disse
to var lekekammerater, og Arne gjorde kjælke, ski, snarer til dem,
og med dem talte han meget om deres søstre, især om Eli. En
dag bragte Elis bror det bud, at han skulde ikke gå så slusket på
håret. „Hvem har sagt det?“ — „Eli sa det; men jeg skulde
ikke sige, at hun hadde sagt det.“ — Nogen dager efter sendte
han det bud, at Eli måtte le litt mindre. Gutten kom igjæn med
det bud, at Arne ændelig måtte le litt mere.
Engang vilde gutten ha noget han hadde skrevet. Arne lot ham
få det, og tænkte ikke videre over den ting. En stund efter vilde
gutten glæde Arne med den tidende, at begge jænterne likte hans
skrift så svært. „Har de da set den?“ — „Ja, det var for dem
jeg bad om den.“ — Arne bad gutterne bringe ham noget, som
deres søstre hadde skrevet; de så gjorde; Arne rettet skrivfejl
deri med en tømmerblyant; han bad gutterne lægge det så, at det
var let at finne. Siden fant han papiret igjæn i sin trøjelomme;
men nedenunder stod skrevet: „Rettet av en kry fant“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
