Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 ARNE
Dagen efter sluttet Arne sit arbejde på præstegården og rejste
hjæm. Så mild som han var den vinter, hadde moren ikke set
ham siden hin sørgelige tid kort efter farens død. Han læste
prækenen for henne, fulgte henne til kirke og var meget god mot
henne. Men hun visste godt, at det altsammen mest var for at
få hennes samtykke til at rejse fra henne, når våren kom. Så
fik han bud fra Bøen en dag, om han ikke vilde komme dit og
skjære med handsag.
Arne blev ganske rædd og svarte ja, som om han ikke tænkte
over det. Straks budet var gåt, sa moren: „Du kan nok bli
forundret! Fra Bøen?“ — „Er det da så underligt?“ spurte Arne,
men så ikke på henne. „Fra Bøen!“ ropte moren en gang til.
„Nu, hvorfor ikke likeså godt derfra som fra en annen gård?“
han så litt op. „Fra Bøen og Birgit Bøen! — Bård, som slog
far din fordærvet, og det for Birgits skyll!“ — „Hvad siger du?“
ropte nu også gutten. „Var det Bård Bøen?“ —
Søn og mor stod og så på hinannen. Et helt liv drog frem
imellem dem, og det var et øjeblik hvori de så den sorte tråd
som al vej hadde spunnet sig igjænnem. De gav sig senere til
at tale om hine farens stordager, da gamle Eli Bøen selv fridde
til ham for datteren Birgit og fik kurven; de gik altsammen
igjænnem, like til der Nils stupte, og begge fant ut, at Bårds skyll
hadde været den minste. Men det var dog allikevel ham som hadde
slåt faren fordærvet, ham var det.
— „Er jeg ænnu ikke færdig med far?“ tænkte så Arne, og
besluttet i samme stund at gå.
Da Arne kom gående med handsagen på skulderen over isen
og op imot Bøen, syntes det ham en fager gård. Huset så
bestandig ut som det var nymalt; han frøs litt, og det var kanske
derfor det syntes ham så lunt. Han gik ikke bent in; gik
ovenom hvor fjøset lå; der stod en flokk hårtykke gjeter i sneen og
gnog bark av nogen barkvister; en buhund for frem og tilbake
på låvekloppen og gjødde, som om fanden kom til gårds; men
straks Arne stod, loggret den og lot sig klappe. Kjøkkendøren
på den øvre side av huset gik ofte op, og Arne så hvær gang
ditned; men det var enten budejen som kom med kjørler, eller
kokken som slog noget ut til gjeterne. Inne på låven træsket de
med tætte slag, og til venstre foran vedskjulet stod en gut og
hugde ved; bak ham var mange vedlag opstablet. — Arne satte
handsagen fra sig, og gik in i kjøkkenet; der var hvit sand på
gulvet og småhakket ener strødd over; ned fra væggene skinte
kobberkjeler, og krustøj stod i række. De kokte til middag;
han bad om at få tale med Bård. „Gå in i stuen!“ sa en og
pekte blot; han gik; der var ikke klinke i døren, men håndtak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
