Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 381
av messing; derinne var lyst og malet, taket med mange roser,
skapene røde med ejerens navn på i sort, sengestedet likeså, men
med blå striper på kanterne. Borte ved ovnen sat en bredskuldret
mann med et blidt ansigt og langt gult hår, han la bånd på nogen
bøtter; henne ved det lange bord sat en kone med skaut på hodet,
tætsluttende klær, høj og slank; hun delte en hop korn i to hoper.
Foruten disse var der ikke flere i stuen.
„God dag og signe arbejdet!“ sa Arne og strøk huen av. Begge
så op; mannen smilte, og spurte hvem det var. „Han som skal
skjære med handsag.“ — Mannen smilte mere og sa, idet han
lutet med hodet og atter begynte sit arbejde: „Nå, Arne Kampen.“
— „Arne Kampen?“ ropte konen og nidstirret. Mannen så kort
op, smilte igjæn: „Søn av Nils skrædder;“ han gav sig atter til
at arbejde.
En stund efter hadde konen rejst sig, var gåt bort til hylden,
hadde vændt sig, var gåt bort til skapet, hadde atter vændt sig,
og idet hun sist lå og grov nede i bordskuffen, spurte hun uten
at se op: „Skal han arbejde her?“ — „Ja, det skal han,“ sa
mannen, også uten at se op. „Det er nok ingen som byr dig
sitte inpå heller;“ han vændte sig mot Arne. Denne gik til
forsætet; konen gik ut, mannen arbejdet; Arne spurte derfor, om
også han kunde begynne. „Vi kan først spise til middag.“
Konen kom ikke mere in; men næste gang kjøkkendøren gik
op, var det Eli som kom. Hun lot først som hun ikke så ham;
da han rejste sig for at gå til henne, stanset hun og vændte sig
halvt om for at gi ham hånden; men hun så ikke på ham. De
vekslet et par ord; faren arbejdet. — Hun hadde flættet hår, gik
i trangærmet livkjole, var smækker og rank, rund om håndledet
og liten i hånden. Hun dækket bordet; arbejdsfolket spiste i den
annen stue, men Arne med husbondsfolkene i denne; det traf sig
nemlig så den dag, at de spiste særskilt; ti ellers spiste alle ved
samme bord i det store, lyse kjøkken. — „Kommer ikke mor?“
spurte mannen. — „Nej, hun er på loftet og vejer ull.“ — „Har
du bedt henne?“ — „Ja, men hun siger hun vil intet ha.“ — Der
var en stund taushed. „Der er jo koldt på loftet.“ — „Hun vilde
ikke jeg skulde lægge i.“
Efter middagen arbejdet Arne; om kvællen var han atter inne
blant dem. Da sat konen også der. Kvinnfolkene sydde; mannen
stelte med nogen småting; Arne hjalp ham; der var timelang
taushed; ti Eli, som ellers syntes at føre ordet, tidde også nu. Arne
tænkte med forfærdelse, at så var det vel også ofte hjæmme hos
ham; men det var som følte han det først nu. Eli pustet engang
langt ut, som hadde hun holdt sig længe nok, og så gav hun sig
til at le. Da lo også faren, og Arne syntes også det var latterligt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
