Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Trettende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 393
bedt op på kontoret, hvor præsten, en spinkel, lyshåret mann,
blid, med store øjne og briller over, tok godt mot henne, kjænte
henne og bad henne sitte ned. „Er det nu noget om Arne igjæn?“
spurte han, som hadde de oftere talt om dette æmne. „Ja, Gud
bæ’re os,“ sa Margit; „det er jo aldrig annet æn godt jeg har at
sige om ham, og dog er det så tungt;“ hun så meget sorgfull ut.
„Er nu igjæn denne længsel kommet?“ spurte præsten. „Værre
æn nogensinde,“ sa moren. ,Jeg tror aldrig han blir hos mig, til
våren kommer hitop.“ — „Han har dog lovt aldrig at rejse fra
dig.“ — „Visstnok; men Herregud, han får selv rå; når
sinnet står utefter, så må han vel gå. Hvad skal der så bli av
mig?“ —
r Jeg tror dog i det længste, at han ikke forlater dig,“ sa
præsten. „Nej visst; men når han nu ikke trives hjæmme? Skal jeg
da ha det på min samvittighed, at jeg er i vejen; det er somme
tider jeg tænker, jeg selv burde be ham rejse.“
„Hvorav vet du, at han nu længes stærkere æn før?“ — „Å,
av mange ting. Siden midtvinters har han ikke arbejdet ute i
bygden en eneste dag. Derimot har han gjort tre byrejser og
været længe borte på hvær. Han taler næsten aldrig mens han
arbejder, det gjorde han dog ofte før. Han kan sitte lange
stunder alene oppe i det lille loftsvindu og se ut over fjællene, på den
side Kampestupet er; han kan sitte der den hele søndag
eftermiddag, og ofte når det er månelyst sitter han der langt ut i
natten.“ — „Læser han aldrig for dig?“ — „Hvær søndag både
læser og synger han for mig, det forstår sig, men det er likesom
litt i skyndingen, undtagen en og annen gang han næsten gjør for
meget av det.“ — „Taler han da aldrig med dig?“ — „Ofte er
det så længe imellem, at jeg må gråte for mig selv. Da ser han
nok dette og begynner, men det er om de lette ting, aldrig om
de tyngre.“ Præsten gik op og ned, da stanset han og spurte:
„Hvorfor siger så du ikke noget til ham?“ — Det var længe før
hun svarte noget herpå; hun sukket flere ganger, hun så ned og
til siderne, hun foldet det tørklæ hun bar: Jeg er kommet
hit idag, for at tale med han far om noget som ligger mig tungt
på hjærtet.“ — „Tal du frit, det vil lette dig selv!“ — Jeg vet
det vil lette; ti jeg har nu slæpt på det alene i mange år, og det
blir tyngre for hvært.“ — „Hvad er det, kjære kone?“ — Der
var en stund ophold, så sa hun: Jeg bærer stor synd for min
søn,“ hun begynte at gråte. Præsten gik tæt in til henne: „Tilstå
mig den, så skal vi sammen be Gud, at den må bli dig tilgit.“
Margit hulket og tørret sig, men begynte igjæn at gråte, idet
hun skulde tale, og således op igjæn flere ganger. Præsten trøstet
henne og sa, at det visst ikke kunde være noget så brødefullt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
