Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Trettende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394 ARNE
hun var visst for stræng mot sig selv o. s. v. Men Margit gråt
og kom sig ikke til at begynne, før præsten hadde sat sig ned
ved siden av henne og snakket vel for henne. Da kom det litt
efter litt frem: „Gutten har hat det ondt som barn, og da fik
han rejsehugen. Så traf han Kristian, han som nu er blet
stor-rik derover hvor de graver gull; Kristian gav Arne så mange
bøker, at han ikke længer blev som vi; de sat sammen i lange
nætter, og da Kristian rejste, vilde gutten efter. Men på den tid
fallt faren overænde, og gutten lovte aldrig at forlate mig. Men
jeg var som en høne der hadde fåt et ande-ægg op under sig; da
ungen hadde fåt luft, vilde den ut på det store vand, og jeg gik
igjæn og skrek. Nådde han ikke selv, så nådde hans viser, så
jeg trodde hvær morgen, at hans seng stod tom.
Da var det at der kom et overhændig langvejs brev til ham;
og det måtte jo være fra Kristian. Gud han tilgive mig, at jeg tok
og gjæmte det! Jeg trodde det var blet derved, men ænnu ett
kom der, og hadde jeg gjæmt det første, så måtte jeg gjæmme det
annet. Men var det ikke som de skulde brænne hul på kisten,
der de lå; for tænke til den kanten måtte jeg, fra det jeg slog
øjnene op til jeg la dem i. Og du skulde aldrig ha set noget så
galt, for der kom et tredje til! Jeg stod med det i hånden et
kvarter; jeg bar det på brystet i tre dager, og vejde med mig selv
om jeg skulde gi ham det eller lægge det hen til de andre; men
kanske det hadde magt til at lokke gutten ifra mig, og jeg kunde
ikke for det, men jeg la det hen til de andre. Nu gik jeg i angst
hvær dag, både for dem som var i kisten, og for at der skulde
komme noget nyt. Hvært menneske som drog til gårds, var jeg
rædd; sat vi begge inne, og det tok i døren, så skalv jeg; ti det
kunde jo være brev, og da fik han det. Når han var i bygden,
gik jeg hjæmme og tænkte, at nu får han kanske brev derute, og
i det står om dem som er kommet før! Når han vændte hjæm,
så jeg på ansigtet langt borte, og Herregud, hvor glad jeg var
når han smilte, for da hadde han intet fåt! Han var blet så
vakker også nu, likesom far sin, men mere lyslett og blid. Og så
hadde han slikt et mål til at synge med; — når han sat ute i
døren i kvællsolen, sang op imot åsen og lyttet efter svar, da
kjænte jeg på mig at miste ham kunde jeg aldrig! — Bare jeg
så ham, eller jeg visste han var der ensteds omkring, og han var
nogenlunde glad at se til, og han bare kunde gi mig et ord en
gang imellem, så ønsket jeg mig ikke mere her på jorden, og jeg
vilde ikke at nogen tåre skulde være ugrått. —
Men nætop som det syntes han bedre trivdes, og likte sig bedre
blant folk, kom der bud fra poståpneriet, at nu var det fjærde
brev kommet, og i det var der to hundre daler! — Jeg tænkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
