Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406 ARNE
bær, hvem ikke. Sauerne blev talt og insluppet; de var av et
stort fremmed slag; Arne hadde fåt fat i to lam sydpå. „Han
lægger sig efter alt slikt, ænda en ikke skulde tro det om ham.“
— De gik nu in i låven og så på højet som var inkjørt, og Eli
måtte lugte på det, — „for slikt høj finnes ikke alle steder.“ Hun
viste gjænnem låveluken ut på akrene, og sa hvad hvær enkelt
bar, og hvor meget der var sådd av hvært slag. — De gik ut og
til huset; men Eli, som ikke hadde svaret noget til alt det annet,
bad nu, de gik forbi haven, om hun ikke måtte få gå in i den. Og
da hun hadde fåt det, bad hun siden om hun måtte få plukke en
blomst eller to. Der var en liten bænk henne i det ene hjørne; den
satte hun sig på, bare som for at prøve den; ti hun rejste sig straks.
„Vi må skynde os nu, skal det ikke bli for sent,“ sa Margit,
hun stod i døren. Og nu gik de in. Margit spurte om hun ikke
skulde traktere henne med noget, den første gangen hun stod der;
men Eli blev rød og sa kort nej. Hun så sig nu om, hvor hun
stod; her vændte vinduerne op til vejen, og her opholdt de sig
om dagen; stuen var ikke stor, men hyggelig med ur og
kakkelovn. Her hang Nils’s fele, gammel og mørk, men med nye
strænger. Her hang et par geværer som hørte Arne til, engelsk
fiskestang og andre rare ting som moren tok ned og viste; Eli så på
det og rørte ved det. Stuen var uten maling, for det likte ikke
Arne; ej heller var der maling i den stuen, som vændte ut mot
Kampestupet med det friske fjæll bent over og de blå i
bakgrunnen; denne stue, der var en tilbygning likesom hele denne halve
side av huset, var større og smukkere; men i de to mindre stuer
på fløjen var maling, for der skulde moren leve, når hun blev
gammel — og han fik kone i huset. De gik i kjøkkenet, på
stabburet, i ildhusene; Eli sa ikke et eneste ord, ja hun så ændog
på alle ting likesom på avstand; kun når Margit rakte noget frem
mot henne, rørte hun det, men selv da ganske let. Margit, som
snakket den hele vej, førte henne nu in i gangen igjæn; de skulde
op og se på loftet.
Der var også vel inrettede værelser, svarende til dem
dernede; men de var nye og ikke tat i bruk på ett nær, som
vændte ut mot Kampestupet. I disse værelser hang og stod al
slags inbo, som ikke bruktes i den daglige husholdning. Her hang
en hel del opsydde skinnfeller samt andre sengklær; moren tok
i dem, løftet dem, Eli måtte nu og da gjøre det samme; det syntes
imidlertid som hun nu hadde fåt litt mere mot, eller også la hun
mere glæde i disse ting; ti til enkelte av dem gik hun tilbake,
spurte og moret sig mere og mere. Da sa moren: „Nu skal vi
tilsist gå in på Årnes eget rum;“ de gik in i det værelse som
vændte mot Kampestupet. Den forfærdelige fossedur slog atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
