Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 407
imot dem; ti vinduet stod åpent. Her var det højere, her kunde
de se strålesprøjten av fossen stå op imellem fjællene, men ikke
fossen selv, uten der længre oppe, hvor et klippestykke var fallt
ut nætop som den kom med al sin magt til siste sprang ned i
juvet. Frisk torv lå over klippestykkets øvre flate, et par
furu-kongler hadde gravet sig ned i det og grodde op igjæn med røtter
i stenrifterne. Vinden hadde rusket og revet i trærne, fossen
vasket dem, så der ikke fantes kvist fire alner fra roten, i knæ
var de bøjd og grenene krøkte, men stod gjorde de og skar
højt op mellem fjællvæggene. Dette var det første Eli så fra
vinduet, dernæst de drivende hvite snefjæll op over de grønne.
Hun drog øjet tilbake: over markerne var der fred og
frugtbarhed, og nu ændelig så hun sig om i rummet hvor hun stod;
fossen hadde før forbudt det.
Hvor var herinne stillt og fint mot derute! Hun så intet enkelt,
fordi det ene høvde i det andre, og det meste var nyt for henne;
ti Arne hadde lagt sin ælsk på dette rum, og så tarveligt det var,
var det kunstforstandigt, næsten hvært grand som var der. Det var
som kom hans vers syngende, mens hun stod og så, eller som
han selv smilte fra hvær ting. Det første hun enkeltvis fæstet sig
ved, var en bred, fint utskåret, stor bokhylde. Der var så mange
bøker, at hun trodde ikke præsten hadde flere. Et vakkert skap
var det næste. Der hadde han mange rare ting, sa moren; der
hadde han også sine penger, la hun hviskende til. To ganger
hadde de arvet, sa hun siden; de skulde også arve en gang til,
hvis alting gik som det burde. „Men penger er ikke det beste i
værden; han kan få det som bedre er.“ — Der var mange
småting i rummet som var trøjsamme at se på, og Eli så på dem
allesammen så glad som et barn. Margit klappet henne på
skulderen: Jeg har ikke set dig før idag, men jeg holder alt så meget
av dig, barnet mit,“ sa hun og så henne godmodig in i øjnene.
Før Eli fik tid til at bli litt skamfull, trak Margit i henne og sa
ganske sagte: „Der ser du et lite rødmalt skrin; — der kan
du tro er noget som er rart.“–––-Eli så til det, det var et lite
firkantet skrin, som hun fik svær lyst til at eje. „Han vil ikke
jeg skal vite hvad som er i det skrin,“ hvisket moren, „og han
gjæmmer nøklen bort hvær gang;“—hun gik bort til nogen klær
som hang på væggen, tok ned en fløjels brystduk, létte i urlommen,
og der lå nøklen. „Kom nu, skal du se,“ hun hvisket; Eli syntes
slet ikke det var rigtigt hvad moren nu gjorde; men kvinner er
kvinner — og begge to gik ganske sagte hen og stillet sig på knæ
foran skrinet. Med det samme moren åpnet låket, slog der en
vellugt op imot dem, så Eli slog hænderne sammen, før hun ænnu
hadde set nogen ting. Øverst lå et tørklæ bredt utover, det tok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
