Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 ARNE
til åndernes store stævne
højt stundet min unge ævne.
Hun lærte mig, hun, før hun sa et ord:
Det største som Gud kan give,
er ikke at kalles berømt og stor,
men menneske ret at blive.
Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte, det kom når jeg først kom bort.
Jeg kjænte det koldt i hjæmmet,
jeg kjænte mig mistænkt, fremmed.
Da henne jeg så, jeg kjærlighed så
i næsten hvært blik mig møtte;
det var bare mig de væntede på —
og livet på nyt sig fødte!
Der kom siden mangen en sommernatstur og mangen en vise
derefter. En av dem må optegnes:
Jeg vet ej, hvorledes det alt er kommet,
det har ikke stormet, det har ikke flommet,
en lekende, blinkende bæk i mig selv
har bøjet sig in i den brede elv,
som ganger stor, så stor mot havet.
Der noget må være i selve livet,
som kaller på den hvem trang er givet,
en dragende magt, et kjærligt bryst,
som sorg og skyhed og utfærdslyst
kan favne med fred i brudegave.
Kan livet mig sende et bud, uskyldigt,
som det, nu kallte, jeg føler fyldigt:
en ordnende Gud har været her før,
hans levende love det hele gjør —
stillt bæres jeg mot det evig gode.
Men kanske ingen uttrykte hans taknemmelighed som den
følgende :
Den magt som gav mig min lille sang,
har gjort at livsgangens sorg og glæde
har fallt livsalig som sol og væde
på sjælens bølgende forårstrang,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
