Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 409
smilte; hun hadde grått. — „Ingenting at gråte for, barnet mit,“
sa Margit og klappet henne. — De så noget sort mellem buskene
oppe på vejen. Eli sneg sig in, moren efter. Her var stor
op-dækning med rømmegrøt, spekekjøtt, kringler; men Eli så ikke på
det, hun satte sig på en stol borte i klokkekråen, op til væggen,
og skalv, bare hun hørte en kat røre sig. Moren stod ved bordet.
Faste skridt lød på stenhellerne, et kort, let skridt i gangen, døren
stille op, og Arne trådte in. Det første han så, var Eli i
klokkekråen; han slap døren og blev stående. Dette gjorde Eli ænnu
mere forlegen; hun rejste sig, angret det straks og vændte sig mot
væggen. — „Er du her?“ sa Arne sagte, han blev blussende rød,
da han spurte. — Hun tok en hånd op og holdt for sig, som når
solen faller for stærkt i øjnene. „Hvorledes —?“ han fullførte
ikke, men han gjorde et skridt eller to imot henne; da sænket
hun hånden igjæn, vændte sig mot ham, men bøjde hodet og brast
i gråt. — „Gud velsigne dig, Eli!“ sa han og tok omkring henne;
hun la sig op til ham. Han hvisket noget nedover til henne, hun
svarte ikke, men tok ham om halsen med begge sine hænder.
Længe stod de således, ikke en lyd hørtes, uten fossen som
gav den evige minnelse. Da gråt der nogen borte ved bordet,
Arne så op, det var moren; han hadde ikke set henne før. „Nu
er jeg sikker på du ikke rejser fra mig, Arne,“ sa hun, kom
gående over gulvet hen til ham; hun gråt meget, men det gjorde
godt, sa hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
