Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 423
gik til alters idag,“ sa hun; „han tænkte visst på dig.“ „Nej,
han tænkte ikke på mig,“ sa Ånders; Jeg kjænner ham, han
tænker kun på sig selv.“
Der blev længe ikke sagt noget; Bård svedte, der han stod,
skjønt det var en kold kvæll. Konen derinne arbejdet med en
gryte, det knittret og braket på gruen, et lite spædbarn gråt
engang imellem, og Anders vugget. Da sa hun disse par ord: Jeg
tror I begge tænker på hværandre, uten at ville være ved det.“
„Lad os tale om noget annet,“ svarte Anders. En stund efter
rejste han sig, han vilde gå mot døren. Bård måtte gjæmme sig
i vedskjulet; nætop dit kom også Anders for at ta et fange ved.
Bård stod i kroken og så ham tydelig; han hadde lagt sine
dårlige kirkeklær, og gik i den uniform han hadde ført hjæm med
fra krigen, maken til Bårds, og som de hadde lovt hinannen
aldrig at røre, men la gå i arv. Anders’s var nu lappet og
utslitt, hans stærke, velvoksne krop lå som i en bunt av filler,
og på samme tid hørte Bård gull-uret pikke i sin egen lomme.
Anders gik didhen hvor risveden lå; istedenfor straks at bøje
sig ned og læsse på sig, stanste han, hældte sig bakover mot
en vedstabel og så ut mot himlen, der var tindrende klar med
stjærner. Da drog han et suk og sa: „Ja — ja — ja; Herregud,
Herregud!“
Så længe Bård levde, hørte han siden dette. Han vilde træde
frem imot ham, men i det samme kræmtet broren, og det fallt
så hårdt; mere skulde der ikke til for at stanse ham. Anders tok
sit fange ved, strøk så tæt forbi Bård med det, at kvisterne slog
hans ansigt, så det sved.
Ænnu vel i ti minutter stod han stille på den samme plet, og
uvisst var det når han var gåt, dersom han ikke ovenpå den
stærke rørelse var tat av en sådan frysning, at han skalv al
igjænnem. Da gik han ut; han erkjænte åpent for sig selv, at
han var for fejg til at gå in, derfor hadde han nu lagt en annen
plan. Av en askekop, som stod i den krok han nætop forlot, tok
han nogen kulstykker til sig, fant sig en tyrispik, gik op på låven,
lukket efter sig og slog ild. Da han hadde fåt spiken tændt, lyste
han op efter den nabb hvorpå Anders hængte sin lygte, når han
om morgenen tidlig kom for at træske. Bård tok sit gull-ur op
og hængte det fra sig på nabben, slukket så sin spik og gik, og
da var han så lettet at han sprang henover sneen som en unggut.
Dagen efter hørte han at låven var nedbrænt samme nat.
Væntelig hadde gnister fallt ned av den spik som skulde lyse ham,
mens han hængte fra sig uret.
Dette overvældet ham således, at han den dag blev sittende som
en syk, tok sin salmebok frem, og sang så folk i huset trodde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
