Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424 EN GLAD GUT
her var noget galt på færde. Men om kvællen gik han ut; det
var stærkt måneskin, han gik til brorens plass, grov efter i
brandtomten — og fant ganske rigtig en liten sammensmæltet
gullklump; det var uret.
Med den i næven var det han gik in til broren hin kvæll, bad
om fred og vilde forklare sig. Men før er fortalt, hvordan det
da gik.
En liten jænte hadde set ham grave i brandtomten, nogen gutter
som gik til dans, hadde foregående søndagskvæll set ham gå
nedover mot plassen, folkene i huset forklarte om hvor underlig han
var mandag, og da nu alle visste at han og broren var bittre
uvenner, blev det mældt, og forhør optat.
Ingen kunde bevise ham noget, men mistanken sat på ham;
han kunde nu mindre æn nogensinne nærme sig broren.
Anders hadde tænkt på Bård, da låven brænte, men ingen
sagt det. Da han kvællen efter så ham blek og forunderlig træde
in i sin stue, tænkte han straks: nu har angeren slåt ham, men
for sådan forfærdelig gjærning mot sin bror får han ikke tilgivelse.
Siden hørte han om, at folk hadde set ham gå ned til husene
samme kvæll det brænte, og skjønt intet blev oplyst ved forhøret,
trodde han urokkelig at Bård var gjærningsmannen. De møtte
hinannen ved forhøret, Bård i sine gode klær, Anders i sine
lap-pede; Bård så hen til ham da han steg in, og øjnene bad, så
Anders kjænte det langt in. Han vil ikke jeg skal sige noget,
tænkte Anders, og da han blev spurt om han trodde broren til
hin gjærning, sa han højt og bestemt: „Nej“.
Men Anders slog sig stærkt på drikken fra den dag, og det gik
meget snart daarlig med ham. Ænnu dårligere var det dog med
Bård, skjønt han ikke drak; han var ikke til at kjænne igjæn.
Så kommer sent en kvæll en fattig kone in i det lille kammers,
Bård bodde til leje i, og bad ham følge med ut litt. Han kjænte
henne, det var brorens kone. Bård forstod straks hvad ærend
hun førte, blev likblek, klædde på sig og fulgte uten at tale et
ord. Det lyste ut fra Anders’s vindu med svakt skin, det blinket
og lukket sig, og de gik efter lyset; ti der førte ingen sti over
sneen. Da Bård atter stod i svalen, slog der en underlig lugt
imot ham, hvorav han fik ondt. De gik in. Et lite barn sat borti
gruen og spiste kul, var sort over alt ansigt, men så op og lo
med hvite tænner; det var brorens barn. Men borti sengen med
alle slags klær over sig lå Anders, avmagret, med klar, høj panne,
og så hult på broren. Bård skalv i knærne, han satte sig
ned-ved sengfoten og brast i en ualmindelig stærk gråt. Den syke så
på ham uavvændt og tidde. Ændelig bad han konen gå ut, men
Bård vinket hun skulde bli, — og nu begynte disse to brødre at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
